Region Nordjylland har landet en budgetaftale, der indeholder 25 millioner til en helikopterlandingsplads.

Der bliver alligevel plads til, at en helikopter kan lande på det nye supersygehus i Aalborg Øst.

Det står klart efter Region Nordjylland tirsdag aften har landet en budgetaftale for 2022. I den er der fundet 25 millioner til en helikopterlandingsplads.

Tidligere har B.T. Aalborg fortalt, at regionen har fået afvist en fondsansøgning, der skulle finansiere helikopterlandingspladsen.

»Vi har fundet de 25 millioner på anlægsbudgettet, der er ekstraordinært forhøjet i 2022. Så det kommer ikke til at gøre ondt andre steder i regionen. Vi kunne da godt have brugt pengene til neurohabiliteringen i Brønderslev, så det kan man måske kalde en konsekvens,« siger det Konservative regionsrådsmedlem Per Larsen.

Også psykiatrien bliver tilgodeset i budgetforliget, som samtlige partier i regionsrådet står bag. Der er både penge til flere aktiviteter for indlagte patienter og etableringen af Psykiatriens Hus i Aalborg.

»I forligskredsen er vi enige om, at der skal fokuseres på såvel personale som patienter, og vi ved, at et godt arbejdsmiljø og flere hænder er grundlaget for, at vi kan levere god kvalitet og sammenhæng på tværs,« siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Det er helikoptere som denne, der kræver den 35 mio. kr. dyre landingsplatform på det kommende supersygehus. Her ses helikopteren over Glostrup i april 2020.
Det er helikoptere som denne, der kræver den 35 mio. kr. dyre landingsplatform på det kommende supersygehus. Her ses helikopteren over Glostrup i april 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Regionen har også haft et mindreforbrug af medicin. Det giver 20 millioner til ansættelse af mere personale i sygehusvæsenet.

»Vi har ingen indflydelse på overenskomster. Men det har været os meget magtpåliggende at sikre trivsel og tiltrække mere personale. Vi er godt klar over, der er travlt på hospitalerne, og pengene bliver kanalisere derhen, hvor behovet er størst,« siger Per Larsen.