Ivalo på kun 10 år er lam i den ene side af sin krop. Hun kan godt gå selv, men det er en besværlig omgang, der kræver meget energi.

På sin handicapcykel er historien dog en helt anden. Her er det nemlig både let og sjovt for Ivalo at komme frem. Den er ovenikøbet en vigtig del af den træning, hun skal lave som følge af sin lammelse. Men nu kan Ivalo ikke længere cykle.

Den er nemlig blevet stjålet.

»Hvem kan finde på at stjæle en cykel, der fungerer som et uundværligt hjælpemiddel, fra et handicappet barn?,« siger Ivalos mor Ditte Marie Mohr undrende til B.T. Odense.

Lørdag morgen opdagede Ditte Marie Mohr, at datterens højt elskede cykel ikke længere stod på sin plads i carporten, og hun meldte den derfor stjålet og efterlyste den på Facebook.

Og herefter begyndte et større efterforskningsarbejde.

Ivalos mor Ditte Marie Mohr fortæller, at cyklen indgik som en tredjedel af den træning, Ivalo skal lave som følge af lammelsen i sin krop.
Ivalos mor Ditte Marie Mohr fortæller, at cyklen indgik som en tredjedel af den træning, Ivalo skal lave som følge af lammelsen i sin krop.
Vis mere

Hendes opslag blev nemlig delt vidt og bredt, og den store opmærksomhed affødte en del tips. Der var blandt andet nogle, der havde se en mand slæbe besværet afsted med en cykel, der sagtens kunne være Ivalos.

»Jeg valgte så at gå samme rute, som man have set manden gå, ned til Amanda Bar her i Kerteminde, og der fortalte en af gæsterne i baren mig, at tyven havde taget cyklen med i bussen til Odense,« fortæller Ditte Marie Mohr.

Hun fortsatte derfor sin jagt på cyklen og tog med bussen for at blive klogere på, om man overhovedet kan have sådan en cykel med i bussen. Og det viste sig, at det kan man sagtens.

Hun kontaktede derfor FynBus, og gennem et tip fandt hun frem til lige præcis den bus, som tyven havde taget.

»Politiet er i færd med at indhente overvågningsmateriale fra bussen. Så man kunne da virkelig håbe, at der kommer noget ud af det,« siger Ditte Marie Mohr, der dog indtil videre har stået for hele efterforskningen selv. Der er nemlig endnu ikke ifølge Ditte Marie Mohr blevet tilknyttet en sagsbehandler fra Fyns Politi til at tage sig af sagen.

I mellemtiden mangler 10-årige Ivalo virkelig sin cykel.

»Vi er bare enormt kede af det. Cyklen er hendes mulighed for at komme med ud på gåture sammen med os, så på den måde kan man godt sige, at det er noget af hendes frihed, der er blevet taget fra hende,« siger Ditte Marie Mohr, og fortsætter:

»Ivalo har prøvet så mange cykler, før vi fandt en, der passede hende helt perfekt. Hun er simpelthen så glad og stolt af sin cykel, og glæder sig til at køre på den, så det er et stort tab for hende.«

På dette billede er cyklen uden kurv. Familien fortæller dog, at der er kurv på cyklen. Privatfoto.
På dette billede er cyklen uden kurv. Familien fortæller dog, at der er kurv på cyklen. Privatfoto.
Vis mere

Derfor er familien også villig til at give en findeløn til den person, som kommer tilbage med cyklen. Selv hvis den person skulle være tyven selv.

»Vi er endda villige til selv at komme og hente cyklen, hvis det gør det nemmere. Vi vil bare så gerne have den tilbage,« afslutter Ditte Marie Mohr.