Søren Brostrøm skruede op for stemmen og så med et alvorligt blik ind i kameraet.

»Virussen er farveblind. Alle kan blive smittet. Så lad dig vaccinere. Det er ikke farligt,« sagde han på et coronapressemøde i august.

Men den kraftige appel fra coronageneralen til særligt indvandrermiljøerne har ikke virket.

Nye tal viser nemlig, at mange ikke-vestlige grupper fortsat fravælger covid-19-vaccinen.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm under pressemøde med status på covid-19 i Danmark og præsentation af en plan for vaccinationsindsatsen mod covid-19 i Eigtveds Pakhus i København 26. november 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm under pressemøde med status på covid-19 i Danmark og præsentation af en plan for vaccinationsindsatsen mod covid-19 i Eigtveds Pakhus i København 26. november 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

For eksempel er det kun 38,8 procent af somalierne i Danmark, som er færdigvaccineret. For libaneserne er tallet 40,7 procent, og for syrere er det 45,2 procent, viser tal fra Statens Serum Institut.

Til sammenligning kan 73,3 procent af den samlede befolkning i Danmark sætte flueben ved covid 19-vaccinationen. Her er børn under 12 år, som ikke får tilbudt vaccinen, også medregnet.

Den sløve vaccinetilslutning blandt nogle etniske grupper får Venstre til at kræve en redegørelse fra regeringen. Partiet vil vide, hvad man reelt gør ved problemet.

»Det her er ikke godt nok. Der florerer tilsyneladende en del myter om vaccinerne i de her miljøer. Det går ikke, at vi har en så stor befolkningsgruppe, som sætter sig ud over fællesskabet på den måde her,« siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

Det er især ikke-vestlige indvandrere under 40 år, som siger nej til vaccinen.

Årsagen er ikke dokumenteret, men der findes flere myter om covid-19-vaccinen i indvandrermiljøerne. Blandt andet at man kan miste evnen til at få børn, kan blive kronisk syg og sågar, at ens dna ændrer sig.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, kalder situationen for »helt uholdbar«.

»Man skal stille krav nu. For eksempel at kræve, at man er fuldt vaccineret, hvis man skal have opholdstilladelse i Danmark. Det skal være noget, som kan mærkes på de her menneskers hverdag,« siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde om status på covid-19, genåbning og lokale nedlukninger i Eigtveds Pakhus i København 25. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde om status på covid-19, genåbning og lokale nedlukninger i Eigtveds Pakhus i København 25. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Sundhedsstyrelsen har haft den helt store værktøjskasse fremme for at få folk i ghettoområderne til at smøge ærmet op. Ud over at banke på døre og rulle mobile vaccinationscentre ud i ghettoerne har Søren Brostrøm også selv været til fredagsbøn for at bygge bro.

At den indsats ikke har båret frugt, er et problem for flokimmuniteten, fortæller Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør i SSI.

»Det er meget kedeligt. Vi skal helst op mod 90 procent vaccinetilslutning for at opnå immunitet, hvorimod det her trækker i den gale retning. Man er simpelthen til fare for andre, hvis man ikke er vaccineret,« siger han.

Lars Østergaard, ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, er enig. Han mener, der skal forskes mere i, hvorfor så mange ikke-vestlige indvandrere ikke lader sig stikke.

»Vi ved for lidt om, hvorfor nogle folk fravælger vaccinen. Først når vi mere viden på området, kan vi tackle problemet,« siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til et interview. Men i forrige weekend sagde han til B.T.:

»Vores mål er at kunne holde hele Danmark helt åbent igennem vinteren. Det er der ikke mange lande, der kan, og det kræver, at flere af de sidste tager imod vaccinen.«

»Ellers risikerer vi større og alvorlige udbrud med deltavarianten i en række boligområder. Det er præcis det, vi ser i andre lande i de her uger. Det skal vi undgå i Danmark,« sagde han.