En 24-årig mand er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab for en episode 24. juni i år.

Her blev en 19-årig kvinde kørt ihjel på Amager.

Ulykken fandt sted i krydset Englandsvej/Sundholmsvej.

Efterfølgende stak den tiltalte og tre andre af fra stedet, mens den 19-årige lå for døden.

De fire i den berørte bil blev dog anholdt senere på dagen efter en større eftersøgning.

De tre andre i bilen tiltales for at flygte fra ulykken, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

I alt inkluderer anklageskriftet fire fohold:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, flugt fra færdselsuheld, hvor en person er tilføjet betydelig personskade, en grov hastighedsovertrædelse forud for dødsulykken samt brugstyveri af motorkøretøj.

»Tiltalepunkterne dækker over et meget alvorligt hændelsesforløb, og vores vurdering er, at der er tale om særlig hensynsløs kørsel,« siger advokaturchef Kristian Kirk Petersen i pressemeddelelsen.

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder kan give op til otte års fængsel.

Det oplyses videre, at den 24-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden 25. juni.

Endnu er sagen ikke berammet.