En mand er tiltalt for hele 57 forhold. Han sidder onsdag formiddag foran dommeren i Retten i Aarhus.

Tiltalen imod manden er lang. Anklageskriftet, som B.T. Aarhus har fået aktindsigt i, dækker over 57 punkter og er 16 sider lang.

Mest iøjnefaldende er de to første anklager, der handler om vold mod hans daværende kæreste og trusler om at slå hende og deres ufødte barn ihjel.

Volden og truslerne skal angivelig have fundet sted 16. og 17. marts i år. I anklageskriftets to første punkter lyder det, at manden efter sigende skulle have grebet sin gravide kæreste bagfra og kastet hende på gulvet for bagefter at løfte hende og slæbe hende igennem deres lejlighed.

Herefter skulle den gravide kvinde have modtaget seks-syv slag med badeværelsesdøren, mens hun lå ned, og være blevet holdt fast og rystet af manden.

Mens den fysiske vold stod på, skulle han have truet med at slå både hende og deres ufødte barn ihjel.

Den tiltalte mand er tidligere dømt for vold flere gange.

De resterende punkter i anklageskriftet dækker over en lang række brugstyverier, indbrud og færdselsovertrædelser.

Sagen begyndte onsdag klokken 9 og er fortsat i gang.

B.T. Aarhus følger sagen.