Skadevirkningerne fra ulykken var ikke til at tage fejl af.

Den sorte bil havde ramt træet med så voldsom kraft, at kølerhjelm, skærmkasser samt andre ellers robuste metaldele var revet fra hinanden, som var det milimetertynde konservesdåser.

Flere ambulancer og akutlægebiler var tilstede i forbindelse med den voldsomme ulykke i Albertslund.
Flere ambulancer og akutlægebiler var tilstede i forbindelse med den voldsomme ulykke i Albertslund. Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

Bilens motor var slynget ud af motorrummet og lå nu 10 meter foran bilen i den dugvåde vejkant.

Ulykken fandt sted i de tidlige morgentimer natten mellem lørdag og søndag på Kongsholm Allé i Albertslund.

En lille, smal vej med ensretning og fartgrænse på 40 km/t.

B.T. har mandag været i kontakt med Københavns Vestegns Politi for at høre, om fart kan have været skyld i den tragiske ulykke.

Men det kan politiet ikke oplyse. Ikke endnu. Ikke før ulykken er blevet gransket yderligere.

Københavns Vestegns Politi har derfor tilkaldt en bilinspektør – som kun bliver tilkaldt ved særligt alvorlige trafikuheld – for at inspicere ulykkesstedet.

Han har lavet målinger og optegninger, som skal afdække præcist, hvor hurtigt bilen kørte, da den kolliderede med træet.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at bilinspektørens havarirapport forventes klar om seks uger.

Politiet ønsker ikke over for B.T. oplyse, om der er belæg for at rejse sigtelse mod føreren af bilen. De ønsker heller ikke oplyse, om blodprøven – der må formodes at være taget af føreren på ulykkesnatten – har vist tegn på alkohol eller stoffer.

'Alle oplysninger vil indgå i sagen', lyder det fra Københavns Vestegns Politi.

Alle fire kom til skade

I bilen sad fire unge mennesker, tre mænd og en kvinde, i aldersgruppen 21-35 år.

De første meldinger fra ulykkesstedet lød på, at tre af personerne var tilskadekomne, dog uden for livsfare. Den fjerde – føreren – var kørt til hospitalet for at undergå operation.

B.T. har spurgt Region Hovedstadens Akutberedskab, som er den myndighed, der har oplysninger om de tilskadekomnes tilstand, hvordan det står til med de fire personer, og om førerens tilstand er kritisk eller stabil?

Men Region Hovedstadens Akutberedskab meddeler, at de ikke kan videregive de oplysninger, da der er tale om »oplysninger af personfølsom karakter«.