»Jeg forstår SÅ godt, at han bliver pissed over det!«

Således beskriver vikarierende 'Det vi taler om'-vært Anne Kristine Cramon den generelle holdning i fredagens panel, da snakken falder på Jim Lyngvild.

Han har vakt opsigt, efter han forlod Radio Louds debatprogram 'Touché'.

Det gjorde han ifølge ham selv, fordi han blev provokeret over, at panelets deltagere ikke var godt nok forberedt på det, han var inviteret ind til at tale om.

Nemlig sit omdiskuterede vølve-billede af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

»I har inviteret to ind i studiet, der ikke ved, hvad en vølve er, og som ikke ved, om kirkeministeren er minister for alle trosretninger i Danmark, så jeg forstår faktisk overhovedet ikke den her debat. Jeg forstår overhovedet ikke, at jeg skal deltage på så lavt et niveau,« lød det fra den asatroende designer, inden han forlod liveudsendelsen.

I 'Det, vi taler om' er der da også bred enighed om, at Jim Lyngvild var i sin gode ret til at smække røret på.

»Når vi skal her ind, så sidder vi da for fanden også og læser op på det, vi skal snakke om. Det er jo helt sindssygt at gå ind til noget uden at overhovedet sætte sig ind i det mest basale! Så jeg kan faktisk godt forstå Jim,« understreger B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Jeg forstår 100 % godt hans reaktion, jeg var også blevet totalt fornærmet, hvis jeg havde brugt min tid på det der!« tilføjer Anne Kirstine Cramon.

Det er dette billede af Ane Halsboe-Jørgensen som vølve, der er faldet flere for brystet. Ifølge Jim Lyngvild er Ane Halsboe-Jørgensen en meget smuk kvinde, som har det særlige, der skal til, for at posere som vølve.
Det er dette billede af Ane Halsboe-Jørgensen som vølve, der er faldet flere for brystet. Ifølge Jim Lyngvild er Ane Halsboe-Jørgensen en meget smuk kvinde, som har det særlige, der skal til, for at posere som vølve. Foto: Jim Lyngvild
Vis mere

Med et glimt i øjet slår panelet dog fast, at det er fair nok ikke at vide, hvad en vølve er, men at man som minimum burde have fået styr på det, inden programmet skulle optages.

»En vølve er noget fra den nordiske mytologi, det var en meget stærk, powerfuld kvinde, som havde så mange kræfter, så selv de store guder som Odin og Thor nogle gange søgte råd og vejledning og også frygtede en lille smule,« forklarer chefredaktør på Avisen.dk, Per Kuskner.

»Det er da common knowledge!«

Men selvom debatprogrammet sables ned i 'Det vi taler om', så er det også blevet bakket op af Radio Louds egen nyslåede programdirektør.

»Simon Andersen er ude og forsvare det, og det overraskede mig faktisk,« fortæller Jacob Heinel Jensen i 'Det vi taler om'.

Loud-programdirektøren fortalte nemlig tidligere på ugen til B.T., at han var stolt af programmet og værterne.

»Jim Lyngvild skal ikke opføre sig som Ghita Nørby. Han skal være stolt over, at han skaber værker og kunst om mærkværdigheder, som alle gerne vil tale om. Tænk at gøre det. Og derfor forstår jeg ikke, at Jim, som den provokatør og debattør han er, kunne drømme om at gå væk fra en samtale,« lød det fra Simon Andersen.

Det svar blev dog ikke godtaget af fredagens 'Det vi taler om'-panel.

»Han får ligesom Ghita Nørby sovset ind i den her, men der må jeg altså sige, at den sammenhæng synes jeg sgu ikke helt holder. Jim er jo ikke ubehøvlet. Præmissen er vel, at hvis de skal tale om en vølve, at menneskerne ved, hvad fanden en vølve er. Og det gør de ikke. Det skal man sgu have styr på,« slår Jacob Heinel Jensen fast.