En efterlyst mand blev natten til torsdag fanget i en løgn og anholdt ved et busstoppested i Aarhus N.

Den 43-årige mand hævdede at være en anden. Det troede politiet ikke på, og manden blev fanget med lommerne fulde af narko og en ulovlig kniv.

Østjyllands Politi fik natten til torsdag et tip, der resulterede i, at politiet sendte en patrulje ud til busstoppestedet på Halmstadgade i Aarhus N. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Tippet drejede sig om, at manden, der var eftersøgt i en voldssag, skulle befinde sig ved busstoppestedet.

Her fik de kontakt til manden og bad ham om at oplyse navn og personnummer.

Men her fik betjentene mistanke om, at det manden oplyste, ikke var rigtigt. Manden kunne heller ikke svare på politiets kontrolspørgsmål og blev derfor anholdt med henblik på at fastlægge hans identitet.

Under visitationen fandt betjentene både en klump hash, lidt amfetamin, nogle ulovlige piller og en ulovlig kniv.

Manden blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika og for overtrædelse af knivloven. Manden havde også et hævekort på sig, hvor der stod et andet navn, end det han havde oplyst.

På politigården fastholdt manden, at han havde oplyst sit eget navn og cpr-nummer.

Men da betjentene tjekkede hans fingeraftryk, kunne de se, hvem han i virkeligheden var.

Den 43-årige mand blev derfor også sigtet for falsk anklage ved at have oplyst en andens navn og cpr-nummer.