Politiet måtte natten til torsdag rykke ud til tre uafhængige voldsepisoder til Aarhus Festuge.

Østjyllands Politi kan godt mærke, at de lempede restriktioner, Aarhus Festuge og studiestart har betydet flere mennesker i det Aarhusianske natteliv.

Og det mundede altså ud i vold for nogle af festens deltagere.

Alle tre episoder er sket efter midnat.

Første episode drejer sig om en 19-årig mand, der er blevet slået i ansigtet. Den 19-årige havde haft en diskussion med sin kæreste, da fire mænd begyndte at blande sig. Den 19-årige bad dem blande sig udenom, hvorefter den ene mand slog ham i ansigtet. Derefter stak alle fire mænd af fra stedet. Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.55, efter episoden havde udspillet sig på Åboulevarden. Den 19-årige er ikke umiddelbart kommet til skade.

På samme gade var endnu en 19-årig mand udsat for vold, da han blev både slået og sparket af to gerningsmænd, der efterfølgende stak af fra stedet. Politiet modtog anmeldelsen klokken 3.07. Gerningsmændene var løbet fra stedet, da politiet ankom, og de ved derfor endnu ikke, hvad der gik forud for hændelsen. Den 19-årige blev efterfølgende tjekket på skadestuen, men han er ikke umiddelbart kommet noget til.

Politiet har ingen formodede gerningsmænd i de to første episoder.

Sådan forholder det sig dog ikke ved den tredje episode.

Her blev en 38-årig mand nikket en skalle på Frederiks Allé. Der var flere vidner, der så de to mænd diskutere op til episoden, hvorefter den formodede gerningsmand stak af i en bil, de havde en meget detaljeret beskrivelse af.

Det førte til, at en patrulje 20  minutter senere spottede bilen på en tankstation i Viby. Føreren af bilen var en 31-årig mand, der passede til det signalement, politiet havde fået af gerningsmanden. Han blev derfor anholdt og sigtet for vold. Manden virkede desuden beruset, og et pust i alkometeret viste da også, at manden også havde for høj promille, og han blev derfor også sigtet for spritkørsel.