En 18-årig mand forsøgte sent onsdag aften at stikke af fra politiet i Hvidovre på den københavnske Vestegn.

Den unge mand kørte så hasarderet, at han muligvis kan se frem til en sigtelse for vanvidsbilisme.

»Vi kender ikke hans præcise hastighed, men vi har en klar formodning om, at han kørte væsentligt mere end de tilladte 50 km/t.,« siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

Begivenhederne begyndte at tage fart, da en patrulje klokken 22.59 spottede en bil, som man forsøgte at standse rutinemæssigt.

Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

I stedet for at standse for ordensmagten trykkede den unge bilist sømmet i bund og kørte med voldsom fart gennem et område med bymæssig bebyggelse.

»Vi havde en kortvarig eftersættelse, men på et tidspunkt påkørte bilisten en kantsten og rev det ene dæk af. Muligvis derfor stoppede han og stak af,« fortæller vagtchefen.

Flugtforsøget fik dog en brat ende på Byvej i Avedøre, da det lykkedes politiets hundepatruljer at løbe manden op.

Det viste sig, at han ikke havde noget kørekort, men om det var årsagen til, at han forsøgte at stikke af fra politiet, vides endnu ikke.

Han bliver nu sigtet for kørsel uden førerret og muligvis også for vanvidskørsel.