Nordjyllands Politi har natten til torsdag anholdt en 39-årig kvinde, der jagtede sin samlever med en kniv på Læsø.

Kvinden og manden havde lejet et hus på øen i Kattegat, men det endte mere dramatisk end bare et par hyggelige dage på ø-ferie.

Klokken 21.30 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra en af naboerne til huset om, at kvinden jagtede manden i huset med en kniv.

»Først sendte vi landbetjenten derud. Han kunne se, de var oppe og skændes og at kvinden havde en kniv. Derfor blev der kaldt om assistance fra fastlandet,« fortæller vagtchef ved Nordjylland Politi, Jess Falberg.

Assistancen blev sejlet til Læsø og da de kom frem havde kvinden barrikaderet sig i huset. Det var dog lykkedes manden at slippe ud og kvinden blev anholdt klokken 01.40.

»Vi var nødt til at knuse en rude for at komme ind, men ellers gik det stille og roligt,« siger Jess Falberg, der desuden oplyser, at kvinden var beruset og at ingen kom til skade i forbindelse med knivdramaet.

Den 39-årige kvinde er blevet fragtet til detentionen i Aalborg og politiet skal nu tage stilling til, hvad hun skal sigtes for.