Da Kabul faldt den 15. august, og det danske forsvar stod over for en historisk og farlig evakuering, opholdt forsvarsminister Trine Bramsen sig på Ærø.

Det har vakt kritik og forargelse, men Bramsen har undskyldt sig med, at hun besøgte det lokale marinehjemmeværn og navigationsskolen på øen. Altså at hun var i embeds medfør.

Men nu sår mails fra Forsvarsministeriet til Ærøs socialdemokratiske borgmester, Ole Wej Petersen, som B.T. har fået aktindsigt i, alvorligt tvivl om ministerens forklaring.

Nu kan B.T. nemlig afsløre, at ministeren ønskede at bruge Marinehjemmeværnet til 'et lift', så hun fra sit hus på Thurø nemt kunne besøge sin socialdemokratiske partifælle på Ærø og føre kommunalvalgkamp.

Mailen her er sendt fra Forsvarsministeriet og til den socialdemokratiske borgmester på Ærø, Ole Wej Petersen.
Mailen her er sendt fra Forsvarsministeriet og til den socialdemokratiske borgmester på Ærø, Ole Wej Petersen. Foto: Screenshot af mail.
Vis mere

En af de afslørende mails er sendt fra Forsvarsministeriet til Ole Wej Petersen 17. juni i år.

Her skriver Trine Bramsens særlige rådgiver, at:

'Trine meget gerne vil komme og besøge dig på Ærø i august måned. Da hun jo har et hus på Thurø, hvor hun er i weekenderne, foreslår hun et besøg lørdag den 14. august. Alternativt søndag den 15. august.'

Og videre:

Forsvarsminister Trine Bramsen har fortiet, at hun 15. august hovedsageligt besøgte Ærø for at føre kommunalvalgkamp i selskab med øens socialdemokratiske borgmester, og at hun i den forbindelse ønskede at bruge Marinehjemmeværnet til at få 'et lift' til øen.
Forsvarsminister Trine Bramsen har fortiet, at hun 15. august hovedsageligt besøgte Ærø for at føre kommunalvalgkamp i selskab med øens socialdemokratiske borgmester, og at hun i den forbindelse ønskede at bruge Marinehjemmeværnet til at få 'et lift' til øen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Vi prøver om vi kan få et lift af Marinehjemmeværnet fra Svendborg til Ærø, men derudover behøver besøget ikke være forsvarsrelateret. Det kan i lige så høj grad være noget du ønsker at sætte fokus på ifht. Ærø og KV-21.'

Dagen efter svarer Ole Wej Petersen, at det passer ham fint 15. august.

Han foreslår, at programmet bliver 'en gåtur gennem byen til Marstal Navigationsskole, et kort besøg på skolen og derpå en gåtur tilbage til havnen til Socialdemokratiets kampagnevogn 'Røde Grethe' og møder med kandidater og medlemmer

Trine Bramsens særlige rådgiver kvitterer 21. juni for mailen og skriver 'Lad os køre med den plan' efterfulgt af en glad smiley.

Trine Bramsen på Ærø 15. august 2021, hvor hun besøgte borgmester Ole Wej Petersen.
Trine Bramsen på Ærø 15. august 2021, hvor hun besøgte borgmester Ole Wej Petersen. Foto: Privat foto, Socialdemokratiet på Ærø
Vis mere

At det handler om valgkamp underbygges af, at det i en ny mail med et program for dagen fra Forsvarsministeriet fremgår, at dagens længste punkt på Trine Bramsens tur er ‘Kampagne’ for kommunalvalget fra klokken 10.00 til 10.55.

Samtidig gør Trine Bramsens særlige rådgiver Ærøs borgmester opmærksom på, at rundvisningen på navigationsskolen ikke behøver være så grundig, da ‘Trine har besøgt skolen et par gange før’.

Indholdet af mailkorrespondancen står i skærende kontrast til Trine Bramsens hidtidige forklaringer om, hvad formålet med Ærø-turen var.

Over for B.T. har forsvarsministeren i en mail 24. august forklaret, at hendes formål med turen var at besøge Marinehjemmeværnet for at ’få indblik i deres opgaveløsning, herunder søredning og miljøopgaver’. I andre svar har hun også peget på navigationsskolen som en del af formålet med turen.

Men ministeren ønskede i første omgang bare at bruge Marinehjemmeværnet til at få ‘et lift’ til øen fra sit hus på Thurø, så hun nemt og bekvemt kunne besøge Ærøs socialdemokratiske borgmester, som ministeren gav frie hænder til at sætte fokus på kommunalvalget 2021 under hendes besøg.

Samtidig har Trine Bramsen i sine offentlige udtalelser om formålet med den kritiserede tur på intet tidspunkt sagt, at besøget på Ærø i vid udstrækning handlede om, at hun som partipolitikeren Trine Bramsen tog til Ærø for at besøge øens socialdemokratiske borgmester og føre kampagne for kommunalvalget i november i år.

I stedet har hun givet offentligheden det indtryk, at turen strengt holdt sig inden for Forsvarsministeriets interessesfære med henvisning til besøget på navigationsskolen og besøget hos Marinehjemmeværnet.

B.T. har spurgt Trine Bramsen, hvorfor hun ville bruge Marinehjemmeværnet til et i vid udstrækning partipolitisk besøg på Ærø, og hvordan det hænger sammen med hendes forklaringer om, at besøget på Ærø var centreret om navigationsskolen og Marinehjemmeværnet med fokus på 'miljøopgaver' og søredning'.

B.T. har modtaget dette svar fra Forsvarsministeriets presseenhed:

'Forsvarsministeriet har siden oktober 2020 planlagt på et besøg ved Marinehjemmeværnet i Svendborg. Det sker på baggrund af invitation fra Marinehjemmeværnet. Af vedlagte fremgår at den del af besøget der omhandler Marinehjemmeværnet, håndteres af ministersekretariatet.'

I de vedlagte dokumenter fremgår det, at Operations- og Planlægningssektionen i Marinehjemmeværnet 10. august og 12. august skriver til Forsvarsministeriet, at 'det er så fint, at ministeren vælger at bruge tid på at komme ud med os og være sammen med vores frivillige'.

Marinehjemmeværnet skriver videre:

'(...) Ministeren sejler med MHV 810 LUNA. Således kan hun tale med besætningen om bord og se ”sin” ø udefra. Hun kan hentes og afsættes i gummibåd så tiden passer ministeren. Folk kender jo hinanden i Svendborg så jeg har hørt, at ministeren har et planlagt møde med borgmesteren på Ærø om morgenen, søndag den 15. aug (...) Hvis rygterne taler sandt, kan flotillen tilbyde, at sejle ministeren fra Svendborg til Ærø om morgenen med ankomst til planlagt tid.'