Søndag morgen fik en kvindelig borger i Aalborg sig et slemt chok.

Ud af det blå kom en mand farende og hev kvindens telefon op af hendes cykelkurv, hvorefter gerningsmanden flygtede på en orange mountainbike.

Kvinden havde dog sporingsappen Track my Phone installeret og kunne derfor hurtigt se, at tyven havde søgt tilflugt på Østre Allé.

Hændelsen – og informationen om tyvens tilflugt – anmeldte kvinden til politiet, skriver Nordjyllands Politi i deres døgnrapport.

Politiet fulgte sporet og fandt på adressen en 46-årig mand, der kom trækkende med en orange mountainbike. De sigtede ham med det samme for tyveri og visiterede ham.

Som formodet var han mobiltyven og havde kvindens telefon gemt i et etui, hvilket viste sig, at han også havde stjålet tidligere på morgenen.

Manden gik til bekendelse, alt imens politiet slog cyklens stelnummer op og fandt ud af, at den også var stjålet. Dette skete 19. august.

Manden fik derfor endnu en sigtelse for cykeltyveriet, og både cyklen, etuiet og telefonen blev afleveret tilbage til de retmæssige ejere.