Flere har modtaget beskeder fra Nordisk Film, der proklamerer, at man har vundet en konkurrence og nu kan komme i biografen kvit og frit.

Det eneste, man skal gøre, er at videregive sine oplysninger og betale et beskedent reservationsgebyr.

Det virker næsten for godt til at være sandt.

Og det er det i den grad også.

Den falske besked, der er i omløb.
Den falske besked, der er i omløb.
Vis mere

Det er siden 'Nordisk Film Danmark', der sender beskeden rundt.

»Da vi over al forventning kom over 1.500 kommentarer, er det os en glæde at kunne informere dig om, at du er en af de heldige vindere,« står der blandt andet.

Modtageren bedes betale et gebyr på henholdsvis 9 og 19 kroner for at reservere billetterne.

»Dette er for at sikre, at alle fremmøder,« bliver det forklaret.

Opslaget fra den officielle side.
Opslaget fra den officielle side.
Vis mere

I et opslag på Facebook advarer Nordisk Film mod at betale dette gebyr.

'Lad være med at give jeres oplysninger  – det er fup!' skriver biografernes officielle profil, Nordisk Film Biografer.

Nordisk Film Biografer skriver desuden, at de arbejder på højtryk for at få lukket den falske profil.

Samtidig opfordrer de til, at man går ind og anmelder profilen.