'Jeg er træt af at blive bedraget og gjort til grin bag min ryg.'

Sådan indleder modellen Amber Rose en rasende story på Instagram, hvori hun revser sin kæreste gennem knap tre år, musikdirektøren Alexander Edwards.

I opslaget beskylder 37-årige Amber Rose sin kæreste for at have været hende utro med mindst 12 kvinder. Det skriver Page Six.

'Alle jer usle 12 (som jeg kender til – der er sikkert flere) kan beholde ham. I vidste godt, han var i et forhold, men I valgte at gå i seng med ham alligevel,' skriver hun i sin story.

'Jeg har set alle beskederne. I kendte godt til mig, men jeg ved også godt, at jeres loyalitet ikke ligger hos mig,' fortsætter hun.

Amber Rose og Alexander Edwards
Amber Rose og Alexander Edwards Foto: Broadimage/Shutterstock
Vis mere

Amber Rose påpeger, at hun trods sit raseri ikke har planer om at offentliggøre navnene på de kvinder, som, hun angiveligt ved, har haft sex med hendes kæreste.

Hun skriver ikke direkte, at hun er gået fra Alexander Edwards, men meget tyder på det.

I hvert fald afslutter hun sin story med at skrive følgende:

'Jeg kan ikke blive ved med at være den eneste, der kæmper for min familie. Jeg har været loyal, men har ikke fået det samme igen,' skriver hun og fortsætter:

'Jeg vil aldrig oplyse kvindernes navne, fordi jeg ikke vil ødelægge deres liv, men når det kommer til ham? Den manglende loyalitet og respekt er latterlig, og jeg er færdig.'

Amber Rose og Alexander Edwards har dannet par siden september 2018.

De har en fælles søn ved navn Slash Electric, som blev født i oktober 2019.

Amber Rose har desuden endnu en søn med sin eksmand, Wiz Khalifa.

Page Six har forsøgt at få en kommentar fra Amber Rose og Alexander Edwards, men ingen af dem er vendt tilbage på mediets henvendelser.