I mandags havde Tivoli besøg af den norske sopran Mari Eriksmoen. Det var ifølge Politikens anmelder en forrygende koncert – som stort set ingen hørte.

I Glassalen, hvor der er plads til 900 tilhørere, stod operasangeren foran et publikum på kun omkring 30 mennesker.

»Så er det, man lige synker en gang. Det gjorde sangeren garanteret også, og hendes akkompagnatør – skotske Malcolm Martineau, der er en af de mest anerkendte i verden – løftede da også lige et øjenbryn og sendte et skævt smil ud mod publikum og alle de tomme stole i Tivolis Glassal,« skriver Politikens musikredaktør, Thomas Michelsen, i sin anmeldelse.

Tivolis kulturchef, Frederik Wiedemann, var en af de få, der sad i salen. Heller ikke han var tilfreds med fremmødet mandag aften, som han beskriver som 'ekstraordinært lavt'.

Den norske sopran, Mari Eriksmoen, trak mandag aften kun 30 tilhørerer til Glassalen i Tivoli. Her er hun under en tidligere koncert. Foto BERTRAND LANGLOIS / AFP
Den norske sopran, Mari Eriksmoen, trak mandag aften kun 30 tilhørerer til Glassalen i Tivoli. Her er hun under en tidligere koncert. Foto BERTRAND LANGLOIS / AFP Foto: BERTRAND LANGLOIS
Vis mere

»Det var da mega ærgerligt, for hun er et virkelig godt navn og en dygtig sanger,« siger han om Mari Eriksmoen, der er vant til at spille på de store internationale operascener i Wien og Paris og efter koncerten i København skal synge både i München og i Amsterdam.

Ifølge anmelderen begik Tivoli to fejl i forbindelse med den næsten publikumsløse koncert.

  • Koncerten lå mandag lige efter kontortid.
  • Tivoli havde ikke gjort nok for at reklamere for den.

Den kritik er Frederik Wiedemann enig i.

»Der er da helt sikkert måder, man kunne have kommunikeret koncerten bedre på, og den kunne have ligget på et andet tidspunkt. Mandag klokken 17 er nok ikke det optimale tidspunkt,« medgiver han.

Frederik Wiedemann beklager det lave fremmøde til mandagens koncert. Foto Celina Dahl
Frederik Wiedemann beklager det lave fremmøde til mandagens koncert. Foto Celina Dahl Foto: Celina Dahl
Vis mere

Normalt kan der være helt op til 900 publikummere i Tivolis Glassal, men på grund af coronarestriktioner måtte der indtil i lørdags kun være 350 mennesker i salen.

Derfor har Tivoli ikke rullet det helt store markedsføringsbudget ud i anledning af den klassiske festival 'Stjernestunder 2021', der spiller hele denne uge, forklarer Frederik Wiedemann.

»Vi markedsfører den samlede festival, mindre end vi normalt ville gøre. Det går ud over de mindre navne. I går spillede Lawrence Brownlee en koncert, der var udsolgt, men med Marie Eriksmoen var vi ikke i nærheden af udsolgt.«

Ligesom Politikens anmelder, der kvitterede for koncerten med fem ud af seks mulige hjerter, mener heller ikke Frederik Wiedemann, at man kunne mærke på sopranen, at hun var skuffet.

»Hun måtte kunne høre, der ikke var fyldt, men hvor meget hun så og tænkte over det, skal jeg ikke gøre mig klog på,« siger han.

Om Mari Eriksmoen kan man sige, at hun ikke er typen, der bærer nag. For på Instagram skrev hun efter koncerten:

'Tak, København! Sikke en storartet aften.'