»En infernalsk larm – og pludselig blev alt stille …«
Sådan beskriver Keld Heick lyden af den ulykke, der fik ham til at tro på Gud – eller forsynet.
»Der er sket så mange ting i vores liv, hvor jeg har tænkt: 'Der må være en eller anden, som holder hånden over os',« siger han i en ny bog.
To gange har Keld og Hilda Heick været involveret i en alvorlig trafikulykke, der lige så godt kunne have kostet dem livet.
I bogen 'Modne Mænd 2' har forfatter Bo Østlund interviewet 14 kendte mænd om livet og døden. Én af dem er Keld Heick, der fortæller om de dramatiske ulykker:
»Den ene ulykke skete, da vi i tæt tåge var på vej til et job – temmelig meget forsinket, fordi en rockerbande havde moret sig med at punktere vores dæk og flå vores spejle og vinduesviskere af om natten, mens vores bil var parkeret udenfor den kro, hvor vi overnattede.«
»Tre vigtige timer gik tabt. Vi kørte bag nogle lastbiler, og hvis vi skulle nå frem til (næste koncert, red.) til tiden, blev jeg nødt til at overhale. Hilda råbte: 'Nej, nej, lad nu være, du kan ikke se noget', men jeg tog desværre chancen,« husker han.
»Midt under overhalingen kom en lastbil imod mig – uden lys på. Jeg så den så sent, at jeg ikke kunne nå at bremse, så jeg trak bilen ind mod den lastbil, vi var i færd med at overhale.«
Heldigvis opdagede chaufføren manøvren og trak helt ud i rabatten.
»Et øjeblik var jeg ved at tro, at vi slap med skrækken, men så blev vi ramt af den modkørende lastbil,« forklarer sangeren i bogen.
Han husker, hvordan bilen snurrede rundt og kom fri. Han husker, at han fik overhalet sekundet før, bilen ville kile sig fast i en skruestik mellem de to kæmpestore vogne. Og han husker lyden:
»Der lød en infernalsk larm, og pludselig blev alt stille. Tiden gik i stå. Så opdagede jeg, at hele min del af bilens køler var smadret og væk helt frem til mine fødder. Både Hilda og jeg slap uskadte, men vi kæmpede begge i lang tid bagefter med natlige mareridt om ulykken.«
Anden gang, ulykken ramte, var under ægteparrets første tur i en spritny bil. Det var vinter, men bilen havde endnu ikke fået vinterdæk på. Også denne gang var sangerne på vej til job i Jylland, da det midt mellem Horsens og Silkeborg begyndte at sne kraftigt.
»Da der kom en modkørende, måtte jeg trække lidt ud i rabatten, hvorefter bilen skred ud over kanten, røg tre meter ned og rullede rundt,« fortæller han i bogen.
»Vi landede i et træ, hvor en tyk gren hamrede gennem taget lige bag vores hoveder. Vi kravlede ud ad vinduet i førersiden og kunne se, at bilen var totalt smadret, men da Falck-manden kom, sagde han: 'Er I klar over, hvor heldige I har været?'«
Det mente Keld og Hilda bestemt, at de var, indtil falckredderen fortalte han, at der var gået hul på benzintanken.
»Havde vi røget, eller var der opstået bare den mindste gnist, var bilen eksploderet. Vi var dybt rystede. Igen fik vi følelsen af, at nogen havde holdt hånden over os.«
»I begge situationer tænkte jeg bagefter: 'Hvordan i alverden slap vi levende fra det her?' Ingen af os havde fået så meget som en rift, mens bilen var blevet totalskadet. Heldigvis kom heller ingen andre til skade. Så jo, jeg tror på, at der er noget, der er større end os selv. Jeg håber og tror på, at der er en dybere mening med livet.«
Selvom Keld Heick flere gange er blevet konfronteret med, at livet ikke varer evigt, er det svært for ham at forholde sig til døden, siger han til Bo Østlund.
»Jeg forsøger at skubbe tanken fra mig. Hilda, derimod, er langt mere realistisk. Hun vil gerne tale om døden og om alt det, som jeg skal huske, hvis hun pludselig dør. Det kan for eksempel være noget med banken, fordi Hilda står for vores økonomi. Men når hun begynder på det, siger jeg: 'Stop. Jeg gider ikke høre om det. Jeg er ligeglad, for jeg har slet ikke lyst til at leve, hvis du dør.' Så hengiver jeg mig hellere til virkelighedsflugt.«
Men den slags tillader de rationelle kvinder i Keld Heicks liv – Hilda og datteren Annette – ikke.
For et års tid siden inviterede Annette Heick sine forældre på kaffe og bagefter en lang gåtur, hvor de passerede Søllerød Kirke. Keld Heick husker, at datteren sagde:
»Er her ikke smukt med udsigten over søen? Jeg kunne godt tænke mig, hvis I fandt et gravsted her. Der er faktisk et ledigt lige her. Skulle vi ikke købe det, for jeg vil også gerne ligge her til sin tid …«
Hilda Heick var straks med på ideen, fortæller Keld Heick i bogen:
»Mens jeg vist blev mere stille og overrasket. Jeg kunne da godt se, at det ville være praktisk. Annette er i den retning ligesom sin mor. Hun er praktisk, og hun kan let snakke om den slags, mens jeg bliver berørt og ked af det. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at tænke på det. Men nu har vi investeret i en lille plads, så vi alle ved, hvor vi skal ligge på et tidspunkt.«
