'It's ok not to be ok'.

Sådan lyder omkvædet i et af Jessie J's hitsange.

Det er noget, hun for tiden er nødt til at minde sig selv om.

Jessie J lider nemlig af Ménière’s sygdom. En lidelse, der giver anfald med hørenedsættelse, kraftig svimmelhed og susen for ørene.

Jessie J står bag hit som 'Price Tag' og 'Bang Bang'.
Jessie J står bag hit som 'Price Tag' og 'Bang Bang'. Foto: Mark RALSTON
Vis mere

Det fortalte hun på sin Instagram tilbage i december, efter hun vågnede juledag og havde mistet hørelsen på sit højre øre.

Men nu er sangerindens helbred igen kommet i problemer. Hvordan, forklarer hun i et nyt Instagramopslag.

»I går prøvede jeg at synge en sang, jeg normalvis kan synge uden problemer. Men jeg kunne ikke. Problemet er ikke min stemme, men det påvirker den.«

Selvom nogle dage er bedre end andre, har hun i et halvt år dagligt haft smerter i halsen.

»Det værste er, at det ikke er mit stemmebånd. Det er noget omkring det«, skriver hun.

Men lige netop hvad, det er, der forårsager smerterne, vides endnu ikke.

Og det blev altså forleden for meget for Jessie J.

»95 procent af tiden er jeg okay. Positiv og stærk. Men de sidste fem procent vil vokse, hvis jeg ikke anerkender det. Så ja, nogle gange bryder jeg sammen. Alt håb forsvinder. Jeg føler mig så fortvivlet og så alene i, hvad der sker,« forklarer hun i opslaget.

»Jeg tror, jeg deler det her, fordi folk altid spørger mig, hvordan jeg kan være så positiv altid, men sandheden er, at det er jeg ikke.«

I kommentarsporet modtager hun en masse støtte i form af opmuntrende ord og et væld af hjerte-emojis.