»Pludselig dukkede noget, der lignede en paddehattesky, op på himlen. Det mindede om en decideret atomsky.«

Sådan beskriver Hans Simmelsgaard himlen over ferieøen Rhodos torsdag aften.

Klokken 17.39 havde han modtaget en advarsel fra rejsebureauet Spies om, at der var en kæmpe røgsky på vej over den græske ø. En sky, hvor asken dryssede ned.

»Vi satte os på restauranten og spiste med en fin hvid dug på bordet. Stille og roligt begyndte den hvide dug at blive dækket med aske. Tjeneren kunne ikke gøre noget ved situationen og fortalte, at der ikke var noget farligt ved den faldende aske,« fortæller Hans Simmelsgaard.

Hans Simmelgaards kunne betragte det orange skær fra skovbrandene i Tyrkiet på havnen på Rhodos torsdag aften. Læserfoto: Hans Simmelsgaard
Hans Simmelgaards kunne betragte det orange skær fra skovbrandene i Tyrkiet på havnen på Rhodos torsdag aften. Læserfoto: Hans Simmelsgaard
Vis mere

Den massive røgsky bevægede sig fra det tyrkiske bjerge og ind over Rhodos. Det skyldes, at den tyrkiske sydkyst lige nu er ramt af voldsomme skovbrande.

Flere end 4000 brandmænd bekæmper i disse dage brandene, der er brudt ud nær feriebyen Antalya.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at fire personer er omkommet, og flere end 180 andre er kommet til skade i brandene.

Hans Simmelsgaard kunne betragte den glødende og røgfyldte himmel på havnen i Rhodos. Her flokkedes mennesker til, der alle stod med mobilerne fremme for at finde ud af, hvad det var, der var sket.

»Det var et meget specielt syn. Det var en stor kontrast til den skyfri himmel, som vi har kigget op på hele vores ferie. Og det specielle syn blev bare mere og mere markant.«

Hans Simmelsgaard forklarer også, hvordan asken spredte sig rundt omkring som ved et stort Sankt Hans-bål. Og at der lugtede af brændt bål.

Fredag formiddag drysser det ikke længere ned med aske i det græske turistparadis. Det orange skær er heller ikke mere til at se for Hans Simmelsgaard, hvis ferie slutter på søndag. Derfor er han da også fortrøstningsfuld ved situationen.

»Det var voldsomt, og folk var forvirrede. Jeg har dog ikke indtrykket af, at det kommer til at ramme os i dag – og vi har heller ikke fået nogen melding fra rejsebureauet om, at det kan påvirke vores hjemrejse.«

B.T. har set beskeden fra Spies og forsøger at få en kommentar fra rejsebureauet.

Kraftig røg driver over et hotel nær byen Manavgat på Tyrkiets sydkyst, der i øjeblikket er ramt af flere skovbrande. Ilyas Akengin/Ritzau Scanpix
Kraftig røg driver over et hotel nær byen Manavgat på Tyrkiets sydkyst, der i øjeblikket er ramt af flere skovbrande. Ilyas Akengin/Ritzau Scanpix
Vis mere