I 14 år kunne danskerne se John Nettles opklare utallige mord i det engelske grevskab Midsomer.

Men i 2011 stoppede den britiske skuespiller pludseligt i rollen som mesterdetektiven Tom Barnaby. Det fik den konsekvens i den ikoniske tv-serie 'Kriminalkommisær Barnaby', at Tom Barnaby overlod opklaringsarbejdet til sin fætter John Barnaby.

Siden det pludselig stop har John Nettles ikke forklaret sit exit fra den populære krimiserie, der er blevet sendt på DR1 siden 1998.

Nu står den 77-årige skuespiller dog frem i det britiske medie The Telegraph og forklarer til de krimielskende tv-seere, hvorfor han stoppede med at løse de mange mordgåder som den meget populære detektiv.

»Da vi filmede de første episoder tilbage i 1996, havde jeg ingen idé om, at serien ville gå hen og blive sådan et stort hit,« siger han til mediet.

Efter mere end et årti i rollen gik det op for John Nettles, at han nu blev nødt til at sige farvel til tv-serien:

»Pludselig gik det op for mig, at jeg ville være den ældste efterforsker i skuespillerindustrien. Derfor kom det naturligt for mig, at sige farvel til en fantastisk æra,« fortæller skuespilleren.

I 2012 overtog Neil Dudgeon hovedrollen i krimiserien som Tom Barnabys fætter, John. En karakter, der stadig opklarer mordgåder hver lørdag aften på DR1.