30-årige Bille Bay har været personlig træner og fitness-instruktør de sidste tolv år, og i fem af årene har han været tilknyttet Lenus eHealth som online coach.

Han kan sagtens forstå den kritik, som senest har været fremsat af milliardvirksomheden. Men han er også forarget over, at kritikken ubegrundet har ramt ham.

Han blev kendt i offentligheden, da han deltog i 'Robinson Ekspeditionen' i 2019.

Men han vil ikke sættes i bås med de realitystjerner, herunder flere uden uddannelse, som Lenus i den seneste tid har taget ind i deres stald.

»Desværre har der fra Lenus' side været en strategi, hvor for mange uden de rette kompetencer har fået mulighed for at benytte sig af systemet. For den nuværende negative omtale af online coaches som en helhed påvirker desværre også dem i branchen med de rette intentioner og kompetencer,« forklarer Bille Bay til B.T.

Bille Bay har været personlig træner i mange år, og i 2019 blev han landskendt, da han deltog i 'Robinson Ekspeditionen'.
Bille Bay har været personlig træner i mange år, og i 2019 blev han landskendt, da han deltog i 'Robinson Ekspeditionen'.
Vis mere

Han understreger, at selv om han også benytter sig af Lenus' styresystem, så er det først og fremmest de inkompetente coaches i virksomheden, der er problemet.

»Lenus er lavet sådan, at du sagtens kan køre på autopilot og for eksempel bare sende autogenererede kostplaner ud. Men det gør en ordentlig coach selvfølgelig ikke,« lyder det fra den tidligere 'Robinson'-deltager.

»Og de mange gode coaches med de rette kompetencer bliver smidt med under bussen i den her shitstorm. Det føles meget sort og hvidt. Hvis du er en dårlig coach, så kan du være det både med og uden Lenus,« understreger han.

Bille Bay fortæller desuden, at han selv benytter virksomhedens styresystem, fordi det teknisk hjælper ham – som enemand i sin online coaching forretning – med at administrere og holde kontakt med sine klienter.

Bille Bay er udover at være online coach fysisk personlig træner i FitnessOk i Roskilde og Barrys i København.
Bille Bay er udover at være online coach fysisk personlig træner i FitnessOk i Roskilde og Barrys i København. Foto: Dalibor Ćendić
Vis mere

Men trods uddannelse og gennemsigtighed har han på egen indtjening mærket, hvordan den seneste tids kritik af online coaching har skræmt klienterne væk.

»Det er klart, at den her massive kritik af Lenus og online coaches generelt kan mærkes over hele linjen. Der er færre, der skriver sig op til samtaler og generelle forløb,« fortæller Bille Bay.

Blandt andet har B.T. afdækket, hvordan flere spiseforstyrrede kvinder er blevet lokket ind hos forskellige coaches i Lenus med lovning på, at de ville blive mødt i deres sygdom.

I stedet blev deres advarselssignaler ignoreret, og de blev presset igennem stramme kostplaner og ugentlige vejninger, der endte med at forværre deres lidelse.

Bille Bay fortæller, at det aldrig er sket hos ham.

»Får jeg den mindste mistanke om, at der er noget, der kunne minde om en spiseforstyrrelse, prøver jeg på den mest pædagogiske måde at forklare dem vigtigheden i, at de opsøger en professionel indenfor området først. Jeg arbejder ikke med spiseforstyrrelser,« slår han fast til slut.