Flere gange har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi det seneste år måttet rykke ud til en adresse i Præstø. Baggrunden?

En nabostrid, som søndag aften kulminerede.

Her skulle den ene part i det mindre succesfulde naboskab ifølge politiet have spulet sin 45-årige nabo med en haveslange og truet ham. Det skriver TV 2 Øst.

Herefter skulle den 48-årige have nægtet at lukke op for politiets patrulje, der derfor var nødt til at tilkalde en låsesmed.

Da politiet kom ind forholdt han sig roligt, da politiet sigtede ham for vold og trusler, skriver mediet, som har talt med vagtchef Joy Haensel.

Denne beretter, at det langt fra er første gang, politiet har måttet gribe ind i stridighederne.

»Det er næsten uoverskueligt at tælle sammen, hvor mange sager der er. Der ligger flere sager helt fra sidste år,« fortæller vagtchefen.

Tilføjer, at politiet har været kaldt ud til hærværk, stridigheder, vold og trusler mellem de to naboer. Af samme årsag er naboerne blevet tilbudt konfliktrådsmægling.