I begyndelse af juli sidste år forsvandt 'Glee'-stjernen Naya Rivera pludseligt fra en båd i Piru-søen i Californien.

Her var hun på sejltur med sin dengang 4-årige søn, Josey Hollis Dorsey, som hun havde med sin ekskæreste Ryan Dorsey.

Båden blev fundet drivende på havet – og med sønnen som den eneste ombord.

Efter fem dages søgning blev skuespillerinden fundet død i søen den 13 juli 2020. Naya Rivera var druknet under en svømmetur, bekræftede politiet på en pressekonference kort tid efter.

I lørdags var det et år siden, at Rivera blev lagt i graven, og i den forbindelse har eksmanden Ryan Dorsey delt et langt mindeskriv på Instagram, hvor han beskriver, hvordan sønnens tilstand er uden sin elskede mor.

»Vores dreng er vokset så meget. Han er nysgerrig og en rigtig eventyrer. Han er sød, sjov, og hans latter lyser altid op i rummet. Han er mildt sagt en intuitiv sjæl. At kende ham er at elske ham. Han har det godt. Han savner dig, men ved, at han vil se dig igen,« står der blandt andet i opslaget.

Dorsey skriver yderligere, at juli vil fortsætte med at være en hård og mærkelig måned – også i de kommende år. Men den 38-årige skuespiller forsikrer, at hans søn er i de bedste hænder.

»Flyv højt, hvil i fred og vid, at han har det godt. Han har masser af familie og mennesker omkring sig, der elsker ham,« skriver Dorsey og samtidig henvender sig til de mennesker, der har oplevet lignende tragedier i sit liv.

»For alle derude, der har gennemgået lignende tab. Du ved, at der virkelig ikke er ord, der kan gøre noget. Vi ved, at nogle dage er lettere end andre. Vi ved, at vores hjerter og energi er med dig. Vi kommer videre, for det er det eneste, vi kan gøre.

I september sidste år kom det frem, at Dorsey havde sagsøgt Ventura County i Californien, hvor Naya Rivera døde. Han ville finde ud af, om den tragiske ulykke kunne have været undgået.

I den efterfølgende retssag kom det blandt andet frem, at båden, som Rivera havde lejet, angiveligt var i strid med kystvagternes sikkerhedsstandarder.

'Båden var ikke udstyret med en sikker tilgængelig stige, tilstrækkeligt reb, anker, en radio eller nogen form for sikkerhedsmekanismer til at forhindre svømmere i at komme væk fra båden', blev det anført i sagsdokumenterne.

Ifølge dokumenterne er mere end 24 mennesker druknet i søen siden 1959.