'Pis, var det nu OL-drømmen, der brast?'

Det var nogenlunde de tanker, der søndag gik igennem hovedet på Emma Norsgaard i timerne efter, hun søndag styrtede.

»Jeg tænkte, det var sgu da noget værre lort til min enkeltstart,« siger cykelrytteren til B.T. og fortsætter:

»Normalt til mesterskaber kører vi altid enkeltstart inden linjeløb, og jeg stod og tænkte 'det her er lige præcis derfor, man kører enkeltstarten først'. Så der ikke sker noget. Det nåede jeg at tænke,« fortæller Emma Norsgaard.

Hun styrtede under kvindernes landevejsløb, kørte i mål og fik det herefter dårligt. Det hele endte med, hun blev kørt afsted med ambulance. Blandt andet for at se, om hun havde hjernerystelse.

»Jeg havde det sådan set okay. Lige da jeg kom på cyklen, kunne jeg godt mærke, det ikke var helt godt, og der var et eller andet. Jeg måtte finde den hurtigste vej tilbage til mål og blive tilset af en læge. Jeg havde det egentlig okay, da jeg steg af cyklen, jeg fik lidt at drikke. Så skal jeg over og interviewes, og så får jeg det bare sindssyg dårligt lige pludselig,« forklarer Emma Norsgaard, der måtte sætte sig ned.

Hun spår dog selv, at den del nok også handlede om de hårde forhold i Tokyo.

»Jeg tror også, det har noget at gøre med, mit blodsukker faldt, det var varmt, det er stadig et hårdt cykelløb, selvom jeg ikke var med hele vejen,« siger Emma Norsgaard, der dog heldigvis kan dele en god besked.

Arkivfoto. Emma Norsgaard.
Arkivfoto. Emma Norsgaard. Foto: DARIO BELINGHERI
Vis mere

»Alt er okay, jeg har det godt nu og har fået skrammer, men det er ikke mere end det. Det er bare slaget, der er træls nu,« siger cykelrytteren, der da også bestemt lyder som en, der er ved godt mod.

Hun griner, virker frisk og fortæller også, at hun føler sig klar til at køre enkeltstart onsdag. Emma Norsgaard lægger dog ikke skjul på, hun blev forskrækket. Og hun nåede da også at frygte, hun ikke kunne køre mere i Tokyo.

»Det må jeg sige. Jeg var ikke helt på toppen, og man skal passe meget på med hovedet. Jeg følte, det gik ud over min enkeltstart. Heldigvis var der ikke noget. Jeg har haft det fint i dag (mandag, red.) og har været ude for at træne, så jeg er ret sikker på, det nok skal gå til onsdag,« siger Norsgaard, der blev hentet af ambulance.

Hun blev endda også kørt afsted med udrykning, men det var der slet ikke nogen grund til, fortæller hun.

»Det var et show. Det var helt vildt, der var jo ikke noget galt. Så bliver man kørt afsted i ambulance med udrykning. Det var sgu lidt for meget,« griner 22-årige Emma Norsgaard.

Hun tror, at det var sprogbarrierer, der gjorde, at det hele kom til at se meget mere dramatisk ud end nødvendigt.

»Jeg tror, vores læge prøvede at fortælle japanerne, jeg havde det okay, og det ikke behøvede være vildt. De forstod ikke rigtig engelsk og vidste ikke lige, hvad der egentlig var galt med mig, det forstod de heller ikke. Jeg tror bare, de tænkte, jeg bare skulle afsted. Det blev meget voldsommere end nødvendigt, det var helt ude af proportioner. Det havde de ikke behøvet,« siger hun dog med en munterhed i stemmen.

Hun er sluppet billigt. Det ved hun godt. Og ved onsdagens enkeltstart vil hun forsøge at fokusere på sin præstation. Gøre sit bedste. Så kan hun ikke gøre mere.

»Om jeg bliver top-10 eller nummer chok, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke helt vurdere, hvordan ruten ligger til mig og mit nuværende niveau. Jeg føler, jeg er godt kørende, og det kan ikke blive meget bedre. Jeg skal bare ud og gøre mit bedste, så må vi se, hvad det bliver til. Uanset er jeg sikker på, jeg nok skal gøre mig selv stolt,« siger cykelrytteren.