Mens solen for alvor er ved at stå op i København, har den i mange timer braget derudaf her i Tokyo.

Den er så småt ved at være her. OL-feberen har ramt. De første konkurrencer er for længst skudt i gang. Og det er i mere end én forstand. Det vender vi tilbage til om lidt.

Desværre må vi vente en smule med den helt store klaphat. Men hey, vi er altså også kun lige begyndt, og der kommer forhåbentlig masser af rød-hvid jubel de næste mange dage.

Og der er da også sket lidt, mens mange af jer enten sover fredagsbranderten ud, eller blot har fået nogle timer inden en ny sommerdag venter.

Ikke helt skudsikre danskere

De danske skytter Rikke Mæng Ibsen og Anna Skade Nielsen har i nat dansk tid været i ilden i 10 meter riffel.

Desværre endte det ikke i  optur for de to, da det ikke lykkedes at komme blandt de otte bedste, der ville sikre en plads i finalen. Rikke Mæng Ibsen blev nummer 22 ud af 50, mens Anna Skade Nielsen sluttede som nummer 28.

Ingen af de to skal dog rejse hjem endnu, for Rikke Mæng Ibsen er med i 50 meter riffel, og Anna Skade Nielsen skal senere deltage i 10 meter riffel sammen med Steffen Olsen.

Tæt på drømmestart. Men så …

Mathias Christiansen og Alexandra Bøje (i blåt) tabte deres første kamp.
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje (i blåt) tabte deres første kamp. Foto: ALEXANDER NEMENOV
Vis mere

Det startede så godt. Men så gik det desværre galt for den danske badminton mixed double Mathias Christiansen og Alexandra Bøje. De tabte deres kamp til japanske Yuta Watanabe og Arisa Higashino.

Det danske par, der også udgør netop det udenfor banen, kom ellers flyvende fra start og vandt første sæt. Noget af en drømmestart, hvorefter det desværre set med danske briller gik ned ad bakke. Japanerne vågnede i den grad. Og de vandt de næste to sæt, og dermed sluttede kampen  22-20, 11-21, 15-21.

Det betyder dog ikke, at Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er ude af OL. For i badminton spilles der gruppespil, så de har mindst et par kampe endnu til at tage revanche.

Ingen slinger på vandet

Den danske toer roede sig sikkert videre.
Den danske toer roede sig sikkert videre. Foto: LUIS ACOSTA
Vis mere

Det hele skal dog ikke handle om nedtur. Heldigvis. Der er også godt nyt fra Tokyo, hvor temperaturerne dagligt ryger over de 30 grader.

Og den danske kajak var brandvarm fra morgenstunden, og der var nul slinger i valsen, da de danske toere begav sig på vandet og uden problemer roede sig videre fra det indledende heat.

Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen sikrede sig en semifinale i toeren uden styrmand, og der gik ikke lang tid, før Joachim Sutton og Frederic Vystavel gjorde dem kunsten efter.

OL's yngste sendt hjem

Hun startede som femårig og er blot 12 år gammel. Og med til et OL.

Desværre for syriske Hend Zara blev drømmen slukket natten til lørdag dansk tid, da den unge bordtennisspiller blev sendt ud.

Men mon ikke hun alligevel har fået sig en oplevelse for livet, som der kan komme mange flere af på den store sportsscene.

Dem skal du holde øje med i dag

OBS årstal ændret!!! (ARKIV) Denmark's Jeanette Ottesen Gray smiles after her women's 50m butterfly heats during the World Swimming Championships at the Sant Jordi arena in Barcelona August 2, 2013. Svømmer Jeanette Ottesen fylder 30 år lørdag den 30. december 2018. (Foto: ALBERT GEA/Scanpix 2017)
OBS årstal ændret!!! (ARKIV) Denmark's Jeanette Ottesen Gray smiles after her women's 50m butterfly heats during the World Swimming Championships at the Sant Jordi arena in Barcelona August 2, 2013. Svømmer Jeanette Ottesen fylder 30 år lørdag den 30. december 2018. (Foto: ALBERT GEA/Scanpix 2017) Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Der er fortsat mange danskere, der indtager OL-scenen denne lørdag.

Dressurlandsholdet har Cathrine Dufour og Nanna Skodborg Merrald på banen i aften, håndboldherrerne skal spille deres første kamp mod de japanske værter, herrerne – der tæller Jakob Fuglsang, Kasper Asgreen, Michael Valgren og Christopher Juul-Jensen, kører landevejsløb i cykling, og så er der også adskillige danskere, der skal i svømmebassinet.

Heriblandt den danske holdkap, hvor blandt andre Jeanette Ottesen skal i aktion på de 100 meter. Et løb, der kan blive den danske stjernes sidste, hvis det ikke lykkes at komme i finalen.

Du kan følge OL live på bt.dk lige her.