»I går brugte et bord mellem 40.000 og 50.000 kroner på flasker.«

Og det er ikke unormalt, fortæller Mikkel Kongerslev, forpagter af Diskotek Hyttefadet i Skagen. Her sidder pengene nemlig løst på de unge.

Hyttefadet ligger i 'Champagneghettoen', som Gammel Skagen førhen blev kaldt. Diskoteket blev i slut-80erne og de tidlige 90ere kendt som kronprins Frederiks feststed i Skagen.

Og netop champagne, den helt dyre af slagsen, bliver der langet over disken for mange tusinde kroner på en aften.

»Her bliver solgt meget champagne, ja. Vi sælger både Magnum-champagne til 12.500 kroner og 'rosébåde' til 15.000,« fortæller Mikkel Kongerslev.

De såkaldte 'rosébåde' kan ses i videoen øverst og er en 'båd' med lys i, hvor der ligger iskold rosé.

»De kører hele tiden, når der er rosébrunch,« konstaterer Mikkel Kongerslev.

Men det skulle de også helst gøre.

Hyttefadet har nemlig kun åbent ti dage om året, hvor pengene skal tjenes.

Syv af de ti dage er i uge 29, og her kan det koste op til 25.000 kroner at få et bord.

»Vi plejer at have mellem 500 og 600 gæster på en aften. Men på grund af restriktionerne må vi kun have 150. Så for at tjene penge har vi valgt at sælge borde til dem, vi ved vil bruge flere penge end andre normalt vil gøre,« forklarer Mikkel Kongerslev.

Alligevel kommer Diskotek Hyttefadet til at gå omkring 50 procent ned i omsætning i uge 29 på grund af coronarestriktioner.

»Det er vanvittigt. Jeg vil gerne have, at vi stopper med at bruge vores børnebørns skattekroner og får åbnet op igen. Vi har ikke råd til det,« siger han og fortæller, at Diskotek Hyttefadet i 2019 satte en kæmpe økonomisk rekord.

Mikkel Kongerslev er forpagter af Hyttefadet i Skagen.
Mikkel Kongerslev er forpagter af Hyttefadet i Skagen.
Vis mere

Mikkel Kongerslev har været forpagter på Diskotek Hyttefadet i otte år. Og i de år har han fået opbygget mange relationer og forbindelser:

»Der er stamgæster, som er kommet, lige siden de var børn. Og det er klart, at det også er dem, der har fået muligheden for at køre bord i år.«

Der skal altså ikke herske nogen tvivl om, at det er et bestemt klientel, der kommer på Diskotek Hyttefadet – nemlig det, der har penge til at være der.

»Men det er ikke kun folk fra Hellerup. Der er lige så mange fra Aarhus-området og Vejle. Og så er det både de helt unge og dem, der er tættere på at skulle på alderdomshjem,« fortæller han.