Efter en lang og opslidende kamp er Joan Divine endelig blevet mor.

Den tidligere Playboy-model har sammen med sin kæreste, 'Vild med dans'-stjernen Michael Olesen, kæmpet i ni år for at blive forældre, og torsdag 22. juli gik drømmen i opfyldelse.

Det skriver Joan Divine i et opslag på Instagram:

'Klokken 16.28 kom denne lille fantastiske skabning til verden med en vægt på 3.540 gram og 52 centimeter ud til far og mor,' skriver hun til opslaget, som hun har krydret med et billede af den lille ny.

I opslaget skriver hun også, at fødslen ikke gik helt som planlagt:

'Vendingsforsøget ville lillemanden ikke, og da han lå i tværleje, og jeg var begyndt at få veer, så syntes den skønne overlæge ikke, vi skulle hjem, da vandet ikke måtte gå. Og sådan gik det til, at vi blev forældre i går, til den dejligste viking.'

41-årige Joan Divine og 38-årige Michael Olesen mødte hinanden i 2011, hvor Joan Divine var en eftertragtet nøgenmodel, mens Michael Olsen allerede dengang havde flere sæsoner af 'Vild med dans' på sit CV.

Parret blev hurtigt enige om, at de gerne ville have børn, men de fandt hurtigt ud af, at Michael Olesens sæd var så dårlig, at graviditeten ikke ville kunne ske på en naturlig måde.

Derfor måtte de i fertilitetsbehandling, hvilket i første omgang blev en succes, da Joan Divine blev gravid i første hug.

I uge 11 var den tidligere model dog gennem en abort, og den abort var blot starten på ni år med sorg.

For i 2016 mistede parret endnu et barn under graviditeten, og det samme skete så sent som i 2019.

Nu har parret dog endelig formået at få deres drøm om at blive forældre til at gå i opfyldelse, og det tyder på, at de er yderst glade.

I hvert fald afslutter Joan Divine sit opslag på Instagram på følgende måde:

'Lige nu nyder vi bare vores kærlighedsboble.'