Rebecca Meyers var fremragende for USA i 2016, da de paralympiske lege blev afholdt i Brasilien.

Her vandt hun hele tre guldmedaljer, men den 26-årige amerikaner kommer alligevel ikke til Tokyo, hvor legene afvikles senere på sommeren.

Og det er der en helt særlig årsag til. Rebecca Meyers kan nemlig ikke få sin assistent med til Japan. Assistenten er hendes mor.

Derfor har hun valgt at droppe de paralympiske lege. Det oplyser hun i et opslag på Instagram.

'Mit hjerte er knust. Jeg har besluttet at trække mig fra de paralympiske lege. Jeg er sur og skuffet, men mest trist over, at jeg ikke kan repræsentere mit land,' skriver svømmeren eksempelvis i opslaget.

Rebecca Meyers har tidligere deltaget i de paralympiske lege, fordi hun er født med Ushers syndrom. Det betyder, at hun har nedsat syn og hørelse.

Hun forklarer videre, hvorfor det er så vigtigt for hende at have sin mor med.

'De har godkendt mine assistenter i alle internationale konkurrencer siden 2017, men nu er det noget andet grundet covid-19. Der er nye sikkerhedsregler. Landet har ikke lov til at sende en lige så stor støttegruppe.'

I et interview med Washington Post raser Maria Meyers over beslutningen.

»Hun har ofret sit liv for dette. Det er uacceptabelt og hjerteskærende. Hun er bange for at rejse alene,« siger moren helt præcist.

Det er selvfølgelig de stramme covid-19-protokoller i Japans hovedstad, der betyder, at de forskellige lande kun må have det absolut nødvendige antal af mennesker med.

De paralympiske lege løber af stablen fra 24. august til 5. september.