Den 27-årige bioanalytiker Sidse Marie Bergstrøm blev sendt ud af Casper Berthelsen lige inden finaleugen i 'Bachelor'.

Men selvom hun ikke fik den eneste ene med hjem fra oplevelsen, så har hun i stedet fået en masse venskaber.

Faktisk bor hun for tiden hos 'Bachelor'-veninden Katrine Hansen, hvor hun passer hendes kat. En tjans, som deltageren Linea Sindt overtager på søndag.

Og ikke mindst har Sidse startet en lille madklub med 'Bachelor'-parret Jaffer Janjoo og Bolette Birch og deltageren Malene Holgersen.

Men den bachelor, som Sidse Marie Bergstrøm gik efter i programmet, Casper Berthelsen, taler hun ikke længere med.

Hun har tværtimod slettet ham fra sine sociale medier.

»Jeg følte, at vi afsluttede det venskabeligt på Rhodos, og jeg synes egentligt, vi havde fået bygget et okay venskab op under og efter programmet,« starter Sidse Marie Bergstrøm sin forklaring til B.T.

»Jeg havde da håbet, at man kunne holde det ved lige, for jeg kan jo godt lide ham, og vi har delt den her oplevelse sammen og lært hinanden at kende rimelig godt, fordi jeg var jo med i lang tid,« tilføjer hun.

Men desværre følte hun ikke, at Casper Berthelsen havde den samme interesse for at bevare kontakten, som hun selv havde.

»Jeg synes, det var ensidigt, for det var altid mig, der spurgte om, hvordan han havde det. Og jeg havde måske forventet bare lige at høre fra ham efter afsnittet, hvor jeg røg ud, og det gjorde jeg ikke, så det synes jeg ligesom fortalte, at så betyder jeg nok ikke noget for ham, heller ikke venskabligt.«

»Så nu har jeg faktisk valgt at slette ham. Jeg synes egentligt ikke, jeg har brug for ham i mit liv, hvis venskabet ikke er gensidigt,« fortæller Sidse kontant.

Derudover har den seneste tids mediebevågenhed heller ikke gjort godt, mener hun.

»Jeg må indrømme, at der er gået meget 'talen sig selv op og talen programmet ned' i den fra hans side, og det kan jeg bare ikke rigtigt stå ved. Det er blevet lidt usmageligt. Jeg kunne mærke, at det irriterede mig mere at blive mødt af de her ting,« forklarer Sidse ærligt.

Så Casper Berthelsen blev slettet fra hendes Facebook og Instagram.

Men selvom det hverken gik romantisk eller venskabeligt mellem Sidse og Casper, så har hun alligevel haft sommerfugle i maven den sidste måneds tid.

»Jeg har måske fundet kærligheden, jeg er begyndt at se en rigtig sød fyr i hvert fald, så det tegner godt,« siger Sidse og fniser.