»De tæskede mig og kaldte min mor for luder.«
Sådan lyder det fra Mai-Britt Vingsøe, når hun skal fortælle om, hvad hun blev udsat for af mobning, dengang hun gik i folkeskole.
Den i dag 51-årige radiovært gik i de første par klasser i skole i København, men efter hendes forældres skilsmisse flyttede hun til den sydsjællandske by Stevns.
Og der blev københavnerlooket altså alt andet end accepteret.
»Min mor var en pæn københavnerkvinde, der brugte rød neglelak og gik i en størrelse 36, og det var de andre børn altså ikke vant til at se, så jeg fik tæsk, og de kaldte min mor for navne,« fortæller den tidligere model.
Hun og hendes kollegaer på radiokanalen NOVA er netop blev udpeget til at designe T-shirten bag Grøn Koncerts årlige hyldestpris 'Plads til forskelle', som til efteråret skal uddeles til enkeltpersoner, nonprofitorganisationer eller foreninger, der arbejder aktivt for at skabe plads til forskelle i samfundet.
Og at der er plads til forskelle i samfundet er netop noget, der er meget vigtigt for Mai-Britt Vingsøe, fordi hun altså som barn selv oplevede, hvor forfærdeligt det kan være at stikke ud.
»Jeg har oplevet på egen krop, hvor ondt det gør ikke at være som alle andre. Børn kan være nogle meget onde væsener,« siger hun og fortsætter:
»Min mor var enlig mor og havde ikke råd til at købe alle de mærkevarer, som de andre gik rundt i, så jeg var bare den der lille københavnerunge med den fattige mor.«
Ifølge Mai-Britt Vingsøe var mobningen værst i de små klasser.
Den stoppede dog ikke, selvom hun som teenager flyttede med sin mor tilbage til København.
»Der var jeg stadig hende med den fattige mor, og derudover kom mine bryster frem meget sent i forhold til de andres, jeg havde bøjle på tænderne, og min mor klippede mit pandehår,« siger radioværten og fortsætter:
»Alle de andre lignede kvinder, hvor jeg stadig lignede en 12-årig, så jeg blev holdt udenfor og grinet ad. Jeg blev kaldt 'Jern Henrik' på grund af bøjlen og 'Strygebrættet' på grund af mine små bryster.«
Mai-Britt Vingsøe påpeger, at den slags øgenavne måske ikke lyder af det store, men at det bestemt føles som verdens undergang for børn, der oplever det.
»Det føles ikke som uskyldige drillerier, når man bliver holdt udenfor og grinet ad, hver gang man prøver at sige noget. Den dag i dag har mobningen da heller ikke forladt min krop fuldstændig,« siger hun og uddyber:
»Selvom jeg nu er voksen, kan jeg stadig få flashback til dengang, hvis jeg er et sted, og nogle griner, fordi jeg så automatisk kommer til at tænke, om de mon griner ad mig.«
Selvom Mai-Britt Vingsøe understreger, at hun ikke bærer nag over for dem, der mobbede hende som barn, så kan hun nogle gange godt mærke en form for skadefro, hvis det går dem dårligt.
»Jeg tror ærligt talt ikke, at de vidste, hvor hårdt det ramte, det de gjorde, så jeg bærer ikke nag, men jeg må da indrømme, at hvis jeg for eksempel er stødt ind i nogle af dem, og de har set helt smadrede ud, eller de har fortalt om, hvor forfærdeligt deres job er, så har jeg da tænkt: 'Haha, nu kunne jeg jo faktisk drille dig', men det er selvfølgelig ikke noget, jeg har gjort.«
Til spørgsmålet om, hvilket råd hun vil give børn, der oplever mobning, svarer Mai-Britt Vingsøe følgende:
»Jeg har tænkt over det i mange år, og jeg tror, at det vigtigste våben er bare at grine med. På den måde bliver du lidt uinteressant for dem, da den slags personer altid vil finde det mere interessant, hvis mobbeofferet hviner som en gris, når de hiver hende i håret.«
»Hvis man ikke reagerer eller lader, som om man er ligeglad, så begynder de at kede sig. Og så skal man også altid huske, at dem, der driller, ofte gør det, fordi de forsøger at fjerne fokus fra sig selv. Det er kun svage personer, der driller,« afslutter hun.
