»De skal ikke føle sig alene«.

Sådan siger 13-årige Mette Marie Thomsen, der mandag valgte at klippe sig skaldet og donere sit lange hår til mennesker med hårtab. 46 centimeter for at være helt præcis.

Både Mette Maries mor og en pige i hendes klasse har kræft. Og altså derfor denne gestus, som forhåbentlig kan hjælpe andre, forklarer Mette Marie over telefonen til B.T.

»Min mor har haft kræft i seks år nu. Nu mister hun måske håret denne gang på grund af kemo. Og så er der en pige i min klasse. Hun har kræft og føler sig lidt anderledes,« siger Mette Marie, der tidligere har fortalt sin historie til TV2 Øst.

Mette Marie før hun lod lokkerne falde. Foto: Privat.
Mette Marie før hun lod lokkerne falde. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg synes, det er synd, de skal alt det igennem,« siger den 13-årige pige.

Mette Maries mor, Laila Thomsen, troede ikke, at datteren ville klippe sig helt skaldet. Hun havde måske bare troet, at han datteren ville nøjes med skulderlangt hår.

»Men jeg er stolt over, at hun gør det. Det er hendes valg. Det må jeg bare respektere. Jeg tudede også lidt inde i frisørsalonen,« siger Laila Thomsen.

Hun har kræft i tyktarmen med spredning til leveren og får lige nu kemoterapi. Hun kommer formentlig til at miste håret grundet behandlingen.

46 centimeter hår blev det til. Foto: Privat.
46 centimeter hår blev det til. Foto: Privat.
Vis mere

Allerede for to år siden donerede Mette Marie Thomsen sit hår. Dengang fik hun dog ikke klippet alt håret af, men kun til skuldrene.

Reaktionerne på den skaldede isse har været blandede. Mange kigger efter hende på gaden.

»Folk kigger. Måske tror de, at jeg er syg, selvom jeg ikke er det. Der er nok ikke så mange på min alder, der er skaldede. Men mine venner synes, jeg er sej. De var lidt chokerede til at at starte med,« siger Mette Marie Thomsen.

Hun synes »det er fint nok« at mangle håret på hovedet.

»Det er ikke så varmt. Og så er det ikke i vejen, når man spiser is,« konkluderer Mette Marie Thomsen, der ikke fortryder klipningen.

»For det vokser jo ud igen,« siger hun.