»Når alt kommer til alt, ser jeg to sandsynlige motiver for mig. Den ene er en spændingssøgende person, mens den anden kunne være motiveret af politisk fanatisme. Jeg kan ikke se andet, for det er mærkeligt, at det stort set kun er danske biler, der bliver ramt.«

Sådan siger Bent Isager-Nielsen, forhenværende politiinspektør og efterforskningschef, tidligere drabschef og tidligere chef for Rigspolitiets Rejseafdeling, i et interview med Berlingske.

Udtalelsen kommer i kølvandet på måneders efterforskning i sagen om de mange stenkast mod danske biler i Sydsverige.

I skrivende stund er 108 biler blevet ramt. Og svensk politi har endnu ikke fundet gerningsmanden eller -mændene.

Forruden på en af de biler, der er blevet ramt. Foto: Privat.
Forruden på en af de biler, der er blevet ramt. Foto: Privat. Foto: Privatfoto
Vis mere

Endnu er ingen mennesker kommet så alvorligt til skade, at de har mistet livet, men det kan blot være et spørgsmål om tid, mener den tidligere drabschef.

Den værste stenkast-episode indtraf i slutningen af maj, hvor en 70-årig mand mistede venstre øje, efter at en sten blev slynget gennem bilens forrude.

Svensk politi sætter nu specialister i gerningsmandsprofilering på sagerne.

Tidligere i dag sagde politiinspektør Ewa-Gun Westford. fra politiet i Skåne til B.T, at politiet fortsat ikke har nogen mistænkte i sagen.

»Vi er meget frustrerede. Vi vil meget gerne finde den eller de skyldige,« sagde Ewa-Gun Westford.