Hvad der skulle have været en skøn tur i en luftballon med en brise i håret, udviklede sig hurtigt til et vaskeægte mareridt.

CNN skriver nemlig, at den 72-årige pilot Brian Boland faldt ud af luftballonen under turen og efterfølgende døde omgående af sine kvæstelser fra faldet.

Tragedien skete torsdag eftermiddag i det nordøstlige USA.

Her var piloten Brian Boland og fire andre passagerer netop lettet fra byen Bradford i delstaten Vermont.

Ikke lang tid efter fløj luftballonen nedad igen, og her ramte den jorden, hvor den tippede over.

En af passagererne faldt ud, men slog sig ikke.

Piloten faldt ikke ud, men fik viklet sig selv ind i udstyr, der var med ombord, da han forsøgte at få kontrol over luftballonen. Og mens luftballonen igen steg til vejrs, endte han med at sidde fast på undersiden af kurven.

Efter nogen tid faldt han ned fra en højde, der tog livet af ham.

Luftballonen drev herefter videre og krydsede grænsen til delstaten New Hampshire, hvor den til sidst landede i nogle træer.

De resterende passagerer kunne efterfølgende kravle ud i sikkerhed uden skader.

Brian Boland beskrives som en af de mest erfarne piloter i verden. Han havde sat flere verdensrekorder, vundet nationale mesterskaber og havde fløjet verden over.

Han havde fløjet i luftballoner siden 1970erne og havde mere end 11.000 timer i luften bag sig.