Anja og Søren Berg Søgaard Kristensen følte sig pludselig på bar bund, efter deres hund døde kort efter at have født seks hvalpe.

»Det var helt forfærdeligt,« lyder det fra Søren Berg Kristensen, da B.T. fanger ham over telefonen.

Deres ti år gamle hund, Lady, var død ti dage efter, den havde fået hvalpe.

Familien havde lige spist aftensmad, da de kunne se, der var noget galt med Lady.

»Vi kunne se, at hun lå og blødte fra et sår ved maven. Og jeg tænkte bare, 'det her, det er ikke godt',« fortæller Søren.

Foto: Privat
Foto: Privat
Vis mere

Parret tog derfor Lady til dyrlægen, men der var ingenting at stille op.

»Vi var rigtig kede af det, og samtidig sad vi bare og kiggede på hinanden og tænkte: 'Vi står med seks nyfødte hvalpe, hvad fanden gør vi',« siger han.

Derfor lavede familien fra Haastrup på Sydfyn et Facebook-opslag, for at høre, om der var nogen, der havde nogle gode råd eller havde en tæve, der kunne være surrogat-mor for de små hvalpe.

Og det må man i den grad sige, der var.

Lady (til venstre) og Samson fik seks hvalpe, men Lady nåede kun at leve ti dage efter fødslen. Foto: Privat
Lady (til venstre) og Samson fik seks hvalpe, men Lady nåede kun at leve ti dage efter fødslen. Foto: Privat
Vis mere

Opslaget er blevet delt mere end 16.000 gange, og parret har modtaget et væld af beskeder og opkald fra folk, der har tilbudt hjælp.

»Vi blev utrolig overvældet, for vi troede ikke, der var nogen, der ville reagere på det. Men der har været folk fra Aarhus, Aalborg, Thisted, Lolland – selv nogen fra Færøerne har henvendt sig,« siger han.

Folk har henvendt sig om alt fra økonomisk tilskud til modermælkserstatning, komme og hjælpe med at passe hvalpene, og nogen har også tilbudt at give deres tæver for at opfostre dem.

»Der var et tidspunkt, hvor vi bare begyndte at græde, fordi alt den hjælpsomhed og empati, som folk de har vist, den har simpelthen været så fantastisk,« fortæller Søren.

Heldigvis er der også en hjælpende pote indenfor husets fire vægge, som tager sig af de små. Faren til hvalpene, Samson, har nemlig også vist hvalpende omsorg, siden deres mor døde.

Hvalpene har det godt, og familien giver dem al den nærvær, opmærksomhed og næring, som de har brug for, indtil de bliver gamle nok til at få nye hjem.

Godt klædt på med hjælp og gode råd fra de mange, der har henvendt sig.