Med tre runder tilbage står det allerede klart. Manchester City er engelske mestre.

Endda helt uden at have været i kamp.

For efter tirsdagens kamp, hvor Manchester United tabte med 1-2 hjemme til Kasper Schmeichel og Leicester City, ligger det nu fast, at 'De Røde Djævle' og de resterende Premier League-hold ikke længere kan nå at indhente den lyseblå del af Manchester.

Dermed vinder Manchester City sit femte mesterskab i løbet af de seneste 10 år.

Pep Guardiola henter dermed sit tredje mesterskab med Manchester City.
Pep Guardiola henter dermed sit tredje mesterskab med Manchester City. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Mesterskabet er desuden træner Pep Guardiolas tredje med den engelske storklub.

Manchester City har haft en fremragende sæson, hvor belgiske Kevin De Bruyne har været det stjernebesatte mandskabs mest markante spiller de seneste 10 måneder.

Foruden Premier League-trofæet kan Guardiolas tropper også allerede nyde synet af EFL Cup-trofæet hjemme i skabet, da klubben sikrede sig den titel tidligere på sæsonen.

Manchester City kan krone den fornemme præstation med ligeledes at vinde Champions League, når klubben spiller finale mod Chelsea 29. maj.

Det er første gang i klubbens historie, at de står i en CL-finale.

Efter i aften kan Liverpool dermed ikke længere kalde sig forsvarende Premier League-mester.