Viborg FF og Silkeborg IF er mandag aften rykket op i Superligaen.

Og endda helt uden at spille.

For efter Esbjergs nederlag på 1-2 til FC Fredericia i 1. division står det nu klart, at de to fodboldbyer igen er at finde i landets bedste række.

Det skyldes, at Esbjerg, som i øjeblikket befinder sig på tredjepladsen i landets næstbedste række, ikke længere kan nå at hente de to førerhold.

Viborg og Silkeborg erstatter dermed AC Horsens og Lyngby Boldklub i Superligaen.

Dermed blev det kun til en enkelt sæson i 1. division for Silkeborg, mens man skal tilbage til 2016/17-sæsonen for at finde Viborgs seneste periode i Superligaen.

Esbjergenserne har haft svært ved at finde formen på det seneste, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr i holdets seneste seks kampe.

Det var efter 74. minutter af aftenens opgør, at Fredericia-offensiven fik banket det afgørende mål i kassen.

Her fandt Kristian Kirkegaard indskiftede Christian Tue Jensen, der fra højrekanten sendte et indlæg ind for fødderne af en anden indskifter, Leonel Montano, som sikkert sendte bolden i mål.

Dermed kunne jublen bryde løs i både Fredericia, Viborg og Silkeborg.

Esbjerg har 55 point efter 29 kampe, mens Viborg og Silkeborg har henholdsvis 66 og 65 point med én kamp i baghånden.

1. division afvikles over 32 runder.