»Situationen er ikke længere en tikkende bombe – det er en decideret eksplosion.«

Sådan lyder det fra den indiske matematiker Murad Banaji fra Middlesex University i London, der holder øje med corona-udviklingen i Indien.

Med over 300.000 smittede i Bengaluru, som er hovedstaden i den indiske delstat Karnataka, er det det højeste antal tilfælde bymæssigt i Indien.

Og flere eksperter advarer nu og siger, at vi endnu ikke har set det værste. Det skriver AP.

En mand sørger, efter hans far er død med coronavirus i Indien
En mand sørger, efter hans far er død med coronavirus i Indien Foto: AMIT DAVE
Vis mere

Men hvorfor står det så slemt til i lige netop Indien – og hvorfor bliver smittetallene ved med at stikke af?

Udover adskillige smitsomme varianter i landet, peger eksperter også på den indiske regerings beslutninger om at lade store folkemængder samles til religiøse festivaler og politiske arrangementer.

Lørdag har Indien meddelt, at 401.078 personer er bekræftet smittet, mens rekorden for antal døde per dag nu er nået med 4.187 dødsfald.

I hele Indien er mere end 21,8 millioner personer i alt smittet og omkring 240.000 coronarelaterede dødsfald er bekræftet.

Den indiske stat Kerala går lørdag ind i endnu en lockdown, da de daglige smittetilfælde nu har krydset 40.000.

Matematikeren Murad Banaji fortæller, at smitten er 100-doblet siden februar.

Positivprocenten er steget til over 30 procent, hvilket indikerer, at smitten er mere udbredt end de i forvejen høje tal indikerer, siger Murad Banaji.