FC Midtjylland satte lørdag eftermiddag kursen mod Sjælland, hvor de skal møde Brøndby i weekendens topkamp i Superligaen søndag aften.

Og da spillerbussen trillede ud af Ikast, blev den mødt af flere hætteklædte fans, der sendte spillertruppen afsted med tilråb og romerlys.

Superligaens førerhold kørte allerede lørdag, fordi de mener, at den mest optimale optakt til kampen er at overnatte relativt tæt på Brøndby Stadion.

Der var tale om en demonstration, som var anmeldt af FC Midtjylland-tilhængerne. Du kan se hele videoen øverst i denne artikel.

FC Midtjylland møder Brøndby i en direkte guldduel søndag aften.
FC Midtjylland møder Brøndby i en direkte guldduel søndag aften. Foto: Henning Bagger
Vis mere

'Kom nu! Kom nu, mand,' blev der blandt andet råbt mod spillerbussen, der takkede for opbakningen ved at dytte en hel del gange.

Det er ikke hver gang, at FC Midtjylland-truppen sendes til udekampe på den måde, men der er også tale om en ekstremt vigtig kamp i Brøndby søndag klokken 18.00.

Drengene fra Heden kan således rykke syv point fri i toppen af Superligaen. Omvendt kommer Brøndby inden for et point med en sejr og vil på den måde sparke guldkampen helt åben.

Efter søndagens brag på Vestegnen vil der være ni point tilbage at spille om i denne Superliga-sæson.

Du kan som altid følge kampen LIVE på bt.dk, hvor du også får dom samt reaktioner fra Brøndby Stadion efterfølgende.