Det ulmer i Socialdemokratiet.
Dog foreløbig ingen panik; Mette Frederiksen har gløderne under kontrol. Spørgsmålet er imidlertid hvor længe.
Det handler om partiets udlændingepolitik. Den er nu så hardcore, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke aner deres levende råd efter at være blevet overhalet højre om.
Ud fra en strategisk synsvinkel er det smart; kursskiftet har reelt elimineret al nævneværdig modstand. De DF-vælgere, som Socialdemokratiet har erobret gennem de seneste tre-fire år, ser ikke nogen grund til at vende tilbage.
Så langt så godt for Mette Frederiksen.
Problemet er, at det markante kursskifte har antændt en potentielt farlig diskussion internt i partiet.
For første gang i sin tid som partiformand har Mette Frederiksen grund til at frygte for, at en sag skal komme ud af kontrol og skabe den uro og splittelse, som hidtil har været aldeles fraværende, siden hun overtog ledelsen af partiet efter Helle Thorning-Schmidt.
Thorning vil kunne fortælle sin efterfølger, hvor ødelæggende intern uro om kursen kan udvikle sig.
Selvom Mette Frederiksen ligger nærmest dobbelt så godt i målingerne end Thorning på hendes dårligste dage, så er Frederiksen nødt til at være meget opmærksom på de stadig mere højrøstede protester.
Anstødsstenene er især diskussionen om de danske børn i de syriske lejre. Det er forsøgene på at tvangshjemsende afviste asylsøgere fra Syrien.
Og så har det også vakt negativ opmærksomhed rundt omkring, at regeringen på lettere gedulgt vis har prøvet at etablere en aftale med det demokratisk set noget vakkelvorne Rwanda om at modtage de asylsøgere, Danmark helst er fri for.
På Twitter har blandt andre skuespilleren Pilou Asbæk kaldt til kamp. Det lever socialdemokraterne i den grad fint med; modstand fra Twitter-boblen betragtes traditionelt som en præcis markør for, at man er på rette vej.
Værre er det, når kritikken dukker op fra egne rækker. I den forgangne uge meldte Rikke Agersnap sig efter mere end 20 års medlemskab ud af partiet. Til Politiken sagde hun:
»Efter min overbevisning er der noget, der er vigtigere end populisme og taktisk kalkule – og det er, hvad der er etisk, menneskeligt og moralsk rigtigt.«
Nu overlever partiet mageligt udmeldingen fra den ukendte Agersnap.
Problemet for Mette Frederiksen er, hvis opsangen dækker over en bredere funderet frustration. Skrækscenariet er, at flere socialdemokrater her i et kommunalvalgsår vil være fristet af den medieopmærksomhed, det altid vil udløse at tale partilinjen midt imod.
Ældre socialdemokrater husker endnu, hvordan oprøret fra en række vestegns-borgmestre i årevis martrede partiet og var medvirkende årsag til, at Svend Auken mistede magten.
Mette Frederiksen befinder sig i dag – plus adskilligt mere – på den position, som vestegnsborgmestrene i sin tid forgæves efterlyste.
Ikke desto mindre er intern kritik altid et faresignal for en politisk leder.
Partiets store håb, Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak, kritiserede tidligere på ugen, at regeringen nu vil skærpe kravet om, at et håndtryk er en forudsætning for statsborgerskab. Samme kritik kom fra Frederikshavns socialdemokratiske borgmester, Birgit Hansen.
»Er det næste, at der også skal serveres en frikadelle til ceremonien,« spurgte hun retorisk i Berlingske.
Også i den socialdemokratiske folketingsgruppe er utilfredsheden begyndt at titte frem. Endnu i det små og fra relativt ukendte MFere.
Ikke desto mindre alvorligt nok til, at Mette Frederiksen gav partifællerne en kollektiv skideballe på et gruppemøde forleden.
Her krævede hun en mere aktiv støtte til de to socialdemokrater, der hidtil har været i front for den strammere linje, nemlig udlændingeordfører Rasmus Stoklund og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Ifølge Politiken kulminerede opsangen med, at statsministeren lagde op til kollektive klapsalver som kvittering for Stoklunds og Tesfayes indsats.
Socialdemokraterne gjorde pænt, hvad formanden bad dem om. Og pointen er da også, at det vil de formentlig blive ved med, så længe Mette Frederiksen leverer varen i form af gode meningsmålinger og dermed udsigt til genvalg.
Og med opbakning fra mere end hver tredje vælger og med blå blok halsende hjælpeløst bagefter står statsminister Mette Frederiksen ikke ligefrem i en situation, hvor jorden brænder under hende.
Tværtimod tyder alt på, at hun ved et kommende valg – især hvis det kommer snart – vil kunne gøre rent bord og konsolidere sin magt yderligere.
Men det forudsætter, at udlændingediskussionen ikke glider hende af hænde. I så fald kan den hårdkogte kurs, der sammen med coronaen har givet hende så meget fremgang, hurtigt forvandle sig til det hidtil største problem, hun har haft i sin tid som formand og statsminister.
Og derfor er det, at hun holder meget tæt øje med situationen. Hun ved, at det ellers kan blive farligt.
