Efter at have fået ophævet sin immunitet er Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt nu officielt tiltalt for flere forhold.

Bagmandspolitiet går efter at få Messerschmidt idømt en fængselsstraf for svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Det viser anklageskriftet, som B.T. har fået indsigt i.

Sagen om Messerschmidts påståede svindel med EU-midler har været undervejs i flere år. Morten Messerschmidt nægter sig skyldig.

Hvis han kendes skyldig, risikerer DF-næstformanden en længere fængselsstraf.

Straframmen for svindel kan give op til halvandet års fængsel. Dertil kan komme yderligere to års fængsel for dokumentfalsk.

Det fremgår også af anklageskriftet, at det ikke bare er Messerschmidt selv, der tiltales i sagen. Også hans tidligere assistent i Europa-Parlamentet, Søren Peter Jensen, er tiltalt for dokumentfalsk.

Kernen i tiltalen er det famøse sommergruppemøde i Dansk Folkeparti i 2015, der blev afholdt i Skagen. I forbindelse med afviklingen af mødet skulle Messerschmidt have brugt EU-midler øremærket til »tværnationale europapolitiske aktiviteter« på aktiviteter, der havde med alt andet end EU-stof at gøre.

Messerschmidt er tiltalt for at have misbrugt 98.000 i den sammenhæng.

(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

DF-næstformanden blev anmeldt til politiet i august 2016, da han stadig sad som medlem af Europa-Parlamentet, og har været undersøgt af EUs kontor til bekæmpelse af svig, Olaf. I oktober 2019 blev sagen overdraget til det danske bagmandspoliti, SSØIK

Sagen er længe blevet betragtet som en mulig bombe under Messerschmidt, der som næstformand opfattes som partiets kronprins.

»Jeg mener jo, at jeg er uskyldig. Om jeg skal blive siddende eller ej, det er op til folketingsgruppen. Indtil videre må jeg sige, at jeg ikke har oplevet andet end varm opbakning. Det er jeg meget glad for,« har Messerschmidt tidligere udtalt til B.T.

Hvad hvis du bliver dømt? Kan en næstformand i Dansk Folkeparti godt være dømt for misbrug af offentlige midler og blive siddende på sin post?

»Det mener jeg er hypotetisk at forholde sig til. Mit udgangspunkt er, at jeg er uskyldig. Men igen er det noget, som er op til folketingsgruppen.«