Mange husker sikkert Tom McEwan og Jess Ingerslev, som brød lydmuren i DRs børneprogram ‘Nu er det ikke sjovt længere’ med den legendariske børnesang ’Fy fy skamme’.
Sangen randt mig i hu, medens jeg skrev min klumme til denne weekend, hvor jeg debuterer som en slags realitystjerne i ‘Over Atlanten’ på Discovery. For skal man skamme sig over det? Jeg vil tro juryen er ude, men selv oplevede jeg det som livgivende at trække stikket nogle uger, falde i et med bølgerne, se ud over den uendelige horisont og tænke livet igennem.
Jeg kom i land som en mere afklaret person, satte mig nytårsdag fri efter 40 års partimedlemskab og stiftede den 8. januar ‘Det Politiske Mødested’, som mere end 15.000 danskere indtil videre har meldt sig ind i.
Onsdag var jeg så på Atlanten igen. Nordatlanten – med motorfærgen ‘Smyril’ fra Suðuroy til Torshavn. Stadig langt hjemmefra, men dog tættere på mit mål om at skabe en ny stemme i dansk politik … I cafeteriet riggede jeg min pc, det eksterne kamera og mikrofonen an, koblede mig på færgens netværk og deltog i det ugentlige webinar med ‘Mødestedets’ medlemmer. Denne onsdag var vi 5.632 – og diskussionen handlede om erhvervspolitik og iværksætteri.
Og sådan har det været hver eneste uge siden lanceringen af ‘Det Politiske Mødested’. 2.500 på det mindst – og godt 7.500 på det mest – besøgte møde. Og mange, der har haft lyst til at fortsætte snakken over en digital kop kaffe bagefter. Nogle onsdage er den blevet over klokken et om natten, før vi har lukket og slukket.
For sådan en som mig, der år for år har lagt øre til mediernes snak om politikerlede, har det været opløftende at opleve, at danskerne i hvert fald ikke er lede og kede af politik. Der er en længsel efter at komme forbi de hurtige sort-hvide overskrifter og diskutere med nuancer. Også de svære diskussioner, som ikke overlever det offentlige medietryk én dag, før det hele skydes ned.
Tag f.eks. diskussionen om den manglende sociale mobilitet i vores uddannelsessystem. Vi soler os i verdens bedste og mest generøse SU-system, hvor vi nu anvender det samme på SU som på offentlig forskning. Alle andre lande – også nabolandene Sverige og Norge – har indrettet sig anderledes, men vi holder fast. I stedet for at tage diskussionen om at omlægge stipendier til lån på kandidatdelen, hvor tilbagebetalingen kunne skattesubsidieres, lukker vi ned for engelsksprogede uddannelser, så vi undgår, at for mange udenlandske studerende kommer til Danmark og får SU.
Er det klogt i en verden, hvor alting handler om, hvem der kan tiltrække den største talentmasse? Nej, det er dumt. Men ingen tør tage diskussionen, for den kvases og dør i let oversættelige, firkantede overskrifter.
Men ikke om onsdagen. Eller alle de andre dage, hvor jeg har haft besøg af danskere i min stue – og samtidig besøgt deres – til digitale forsamlingshusmøder om alt fra landbrug over skolepolitik til social udsathed.
Vi ved f.eks. godt, at der skal slås hårdt ned på narkokriminalitet, men diskussionen løfter sig alligevel og nuanceres, når en afvendt narkoman, en hård kriminel efter otte års afsoning, en leder af en sikret institution, en gadejurist, en socialrådgiver og en god håndfuld ‘almindelige’ danskere sætter sig i samme rum – og snakken falder på, hvad der virkelig virker i virkeligheden, og ikke bare rent symbolsk. Så er der pludselig klangbund for at give de mest udsatte narkomaner værdighed, så de ikke skal kriminalisere eller prostituere sig til deres misbrug, uden at det oversættes til slaphed og konsekvensløshed. Nuancerne kommer frem.
Jeg har været i politik i mange år. Måske er det bare mig, der har sovet i timen, men jeg kan ikke genkalde mig, at så forskellige mennesker, som dog deler det samme værdigrundlag, har mødtes om at finde løsninger.
Det fylder mig med et håb. Om at der dybt i den danske folkesjæl er en længsel efter at finde balancen mellem forandring og forankring i det trygge og velkendte. En søgen efter at fintune ‘den danske model’, så endnu flere danskere frisættes, står på egne ben, søger egen lykke og får det liv, der både beriger dem selv og resten af samfundet.
Det har været sjovt, og det skal det blive ved med. Onsdag ansatte vi tidligere folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt som sekretariatschef i mødestedet. Vi mener det alvorligt. Der kommer et NYT parti, der har ambition om at blive en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ‘blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ‘rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat.
Er det naivt at tro på, at vi kan tale os til rette om både at sænke erhvervsskatter, så Danmark bliver endnu mere konkurrencedygtigt, og øge kvaliteten i de tilbud og vilkår, vi byder de svageste i vores samfund? Det vil nogle sikkert mene, men jeg glæder mig dagligt over de mange, der i så fald aktivt deler min naivitet.
God søndag.
