Det begyndte med et smittet barn i en daginstitution i Haslev. Siden har den britiske virusvariant B117 spredt sig.

Flere borgere i nærområdet er den seneste tid blevet konstateret smittet med den smitsomme variant – og det vækker bekymring.

Det skriver TV 2 ØST.

Alene den seneste uge er 35 borgere i Faxe Kommune blevet konstateret smittet – og 90 procent af smittetilfældene er fundet i Haslev.

Ifølge myndighederne går teorien på, at smitten med den britiske mutation, der er mere smitsom, har spredt sig fra daginstitutionen ved navn Lillebo.

Til lokalmediet forklarer Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive (V), at situationen skaber bekymring:

»Vi tager situationen dybt alvorligt og bekymrer os noget mere, så snart der er tale om den særlig smitsomme mutation, fordi vi fra andre steder har set, hvor stærkt det går,« siger han til TV 2 ØST med henvisning til Kolding Kommune, hvor man tidligere på måneden pludselig oplevede et stort coronaudbrud som følge af smitte med den britiske variant.

Videre forklarer borgmesteren, at man nøje følger med i udviklingen, da man frygter, at smitten kan komme ind i kommunens skoler, så de bliver nødt til at blive lukket ned – ligesom det skete i Kolding.