Swingerklubben 'Euroclub 3000', der ligger i Lunderskov, lukkede midlertidligt i foråret grundet udbruddet af corona.

Men nu er klubben altså lukket permanent, og den er under konkursbehandling.

Det skriver JydskeVestkysten.

Det er HK Danmark, der har begæret selskabet bag klubben konkurs, på vegne af en lønmodtager i klubben, der ikke har fået løn for sit arbejde i klubben.

På klubbens Facebook-side ligger det seneste opslag fra klubben tilbage i april, hvor de informerede om, at de også ville holde lukket i maj.

Det er advokat Anders Bendtsen fra advokatfirmaet Lind, der skal stå for at afvikle selskabet bag klubben, og som kurator oplyser han til JydskeVestkysten, at det ikke er et stort beløb, som lønmodtageren ikke har fået fra selskabet.

Lige inden selskabet krakkede, har virksomheden to gange skiftet ud på direktørposten og fået nye ejere.

Det gør det sværere for kuratoren at finde hoved og hale i, hvad der er sket, og hvad der har ført til konkursen.

JydskeVestkysten har forsøgt at få en kommentar fra den seneste direktør og ejer samt stifteren af klubben, men uden held.

Swingerklubben havde 2.000 kvadratmeter, som gæsterne kunne boltre sig på.