Finder de et motiv? Får de ham dømt? Bliver Søren Mallings karakter nogensinde gode venner med sin datter? Jeg. Er. Fuldstændig. Ligeglad! Efter femte og næstsidste afsnit af 'Efterforskningen' har jeg simpelthen mistet interessen.

Jeg er ked af det, TV 2, men nu er det bare ikke 'sjovt' længere at følge med i jeres snegletempo Peter Madsen-løse Peter Madsen-serie, hvor vi jo allerede kender slutningen, og derfor ikke rigtigt har noget at bide negle over.

Sidste gang fandt de endelig ved hjælp af de svenske lighunde Kim Walls hoved og ben – i femte afsnit handlede det så om at finde armene tilsat politiholdets og chefanklagerens (Pilou Asbæk, red.) frustration over manglende beviser, der kan sende Peter Madsen i et bundløst hul.

Jeg må indrømme, at jeg flere gange undervejs zoomede ud og glemte at følge rigtigt med, da karaktererne snakkede rundt om bordet og blandt andet lod Laura Christensens karakter skære det ud i pap for seerne, hvad de ved, og hvad de ikke ved på daværende tidspunkt i efterforskningen.

Det har været tydeligt i tidligere afsnit, at pressen har skullet fremstilles som kyniske gribbe, og sjovt nok – og det var egentlig fint at få med – viste femte afsnit også, hvordan politiet udnytter medierne den anden vej, da Søren Mallings karakter indkalder til pressemøde for at få skub i sagen.

Folkene bag 'Efterforskningen' har gjort meget ud af at fortælle, at serien ikke må blive en hyldest af en morder (Hvordan skulle det også blive det?) og derfor ikke nævner Peter Madsen ved navn. Ret effektivt gav afsnittet – og det skal de have ros for – dog et godt billede på hvor vanvittig han er, da man hører om hans skiftende forklaringer i forhørslokalet og hans mulige motiv for at gøre sin ugerning.

Jeg efterlyste i sidste afsnit en mere 'ægte' reaktion fra dykkerholdet, da de fandt Kim Walls hoved. Den kom i denne uge – meget kortvarig – da der blev jublet over fundet af hendes arme.

Det lyder sindssygt, ja, men hvis man har brugt flere måneder på at lede efter en nål i en høstak, og man så endelig finder den, så bør det give en form for udbrud, og den kom så her. Fint.

Pressen kan også bruges til at få skub i efterforskningen.
Pressen kan også bruges til at få skub i efterforskningen. Foto: TV 2
Vis mere

Sidehistorien om politichefens datter, der føler sig overset, er ligegyldig, udpenslet og forhåbentlig snart fortalt færdig, og så er der vel ikke så meget mere at sige om afsnit fem.

'Efterforskningen' har efter et godt premiereafsnit været en skuffende oplevelse, ofte kedelig og alt for pænt skruet sammen. Når man i sidste uge oplevede Peter Madsens fængselsflugt og det drama, der udspillede sig i virkeligheden, står den fiktive fortælling om morderen i en ærgerlig uspændende kontrast. Forhåbentlig laver de ikke en sæson to.

Nu venter finaleafsnittet i næste uge, og lad os så bare få gang i noget julekalender. Der kender vi også slutningen, men i det mindste er det spændende undervejs.