Adskillige læsere har siden fredag efterspurgt præcisering omkring brug af mundbind i fitnesscentre. Skal man, eller skal man ikke have det med? Og nu er svaret landet.

Medlemmer i landets fitnesscentre skal nu vænne sig til at pakke mundbind ned i taskerne, når de skal træne.

Restriktioner om mundbind i det offentlige rum, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede fredag aften, kommer nemlig også til at ramme fitnesskæder landet over.

Det skriver Kulturministeriet på sin hjemmeside.

'Man skal have mundbind på, når man ikke udøver sin idrætsaktivitet', står der blandt andet og fortsætter:

'Der vil dog være en undtagelse, hvis aktivitetens natur gør det umuligt at håndtere et krav om mundbind. Det gælder f.eks. i forbindelse med badning eller i et omklædningsrum'.

Holdtræning bliver begrænset antalsmæssigt og må således kun være med ti personer – ligesom forsamlingsforbuddet ved andre, offentlige institutioner, som regeringen præsenterede fredag.

Det fremgår af retningslinjer udsendt af Kulturministeriet.

Hos én af landets største fitnesskæder, Sats, har man læst de nye retningslinjer og agter samtidig at overholde dem. Det skriver Malin Selander, chef for kommunikation og PR i Norden hos Sats.

»Fra og med 29. oktober kommer medlemmer hos os til at bære mundbind i vores centre. Derimod er mundbind ikke et krav i omklædningsrummet eller i tiden, hvor man træner i grupper eller med maskiner,« skriver hun til B.T. og tilføjer:

»Gennem hele coronapandemien har Sats fulgt myndighedernes retningslinjer og anbefalinger nøje, og det vil vi fortsætte med.«