Fredag blev to mennesker stukket ned foran Charlie Hebdo, som i januar 2015 udgjorde scenen for et af de frygteligste terrorangreb på europæisk jord det seneste tiår. Endnu et vidnesbyrd om, at ondskab findes, og at oddsene er ulige fordelt.

Som jeg skriver i min nye bog: 'De (efterretningstjenesterne, red.) skal være dygtige, årvågne og på pletten hver gang. Terroristen skal ‘bare’ være heldig én gang. Og skal det held helt elimineres, vil prisen være et så lukket og overvåget samfund, at vi ikke længere kan ånde frit.'

Drabene på Finn Nørgaard og Dan Uzan bare en måned efter angrebet på Charlie Hebdo for godt fem år siden er det seneste smertelige eksempel på, at vi i Danmark heller ikke er gået ram forbi.

Men en del er taget i opløbet og blevet afværget. Og det er ikke noget, jeg tror, men noget jeg ved, selv om jeg ikke må tale højt om det. Der står international respekt om vores efterretningstjenester – og det betyder alverden for din og min sikkerhed.

Derfor er det ikke bare dumt, men decideret farligt, at regeringen er godt i gang med at kompromittere Forsvarets Efterretningstjeneste. Hvor dumt og farligt kan jeg ikke uddybe uden at bryde min tavshedspligt, så du må tage mig på ordet.

Der gælder to hovedregler i det internationale efterretningssamarbejde:

  • Afslør ikke dine kilder.
  • Afslør ikke dine metoder.

På amatøragtig vis er regeringen ved at gøre begge dele. Den skubber Tilsynet med Efterretningstjenerne foran sig, men alle ved jo godt, at sagen kunne have været håndteret mere diskret: 'Giv os rapporten i fortrolighed, og vi tager den videre og undersøger den til bunds i det forpligtende og fortrolige samarbejde, der i sådanne sager altid har været mellem Folketingets ansvarlige partier.'

Sådan kunne regeringen have valgt at gøre.

Men nej, når det bliver svært, skubber man bare embedsmændene ud over kanten. Væk med ministerhånden fra kogepladen og lad os i stedet grille nogle embedsmænd. I fuld offentlighed bliver de hjemsendt, men så stopper offentlighedens indsigt også der.

For undersøgelse af FE-sagen skal nu, hvor alvoren så småt er gået op for regeringen, naturligvis foregå bag lukkede døre. Derfor har de hjemsendte ikke en kinamands chance for at blive renset. Bliver de ikke genindsat i deres egne, gamle stillinger, når den hemmelige udredning er afsluttet – og lur mig, det gør de ikke – vil hr. og fru Danmark derfor med sikkerhed tænke, at de nok har gjort sig skyldige i noget ulovligt.

Efter min mening er det både et udtryk for en skalten og valten med Rigets sikkerhed og en underminering af embedsfolkenes loyalitet og retssikkerhed.

Hvor det første har betydning for din og min sikkerhed, er det andet en tydelig tendens hos den socialdemokratiske mindretalsregering, som på sigt underminerer den danske model, hvor 'politikere forgår, mens embedsværket består'.

Kommentatorerne jubler over den stærke styring, statsministeren har taget med en mandskabsmæssig millionoprustning af Statsministeriet. Støttepartier og opposition beretter til gengæld om fagministre, der håndholdt holdes i kort snor og ikke kan agere i egen ret.

Departementschefer, statslige kommunikationsmedarbejdere og partiansatte spindoktorer blandes sammen ved møder, hvor parti og regering glider i ét. Kald mig gammeldags, men det er en glidebane, der uvægerligt sætter sig i en (parti)politisering af centraladministrationen, som grundlæggende er udansk.

Når man samtidig så åbenlyst tørrer gulv med de ansatte, når problemerne kommer for tæt på – som nu i FE-sagen – vil man over tid fremme en nulfejlskultur og 'vi-tør-kun-sige-det-de-har-lyst-til-at-høre'-attitude, som modvirker, at problemer tages i opløbet, og det politiske niveau også konfronteres med de mindre belejlige spørgsmål.

Måske er det derfor, at regeringen de facto er helt passiv i den økonomiske politik, selv om vi er midt i et tilbageslag tre gange større, end da finanskrisen var værst? Måske er det derfor, der vist for tiden er pænt gang i svingdøren i Finansministeriet?

Der er i hvert fald grund til at være på vagt.

Som Jørgen Grønnegård Christensen skriver i Weekendavisen fredag: 'Ministerielle standretter af denne art skaber en umådelig usikkerhed i forvaltningens udførende led og bidrager også til den politiske mistillid, som rammer ikke bare det ministerielle embedsværk, men også dets politiske overbygning. Så en ministers snarrådige handlekraft er i allerhøjeste grad ris til egen røv, hvad der nok skulle være værd at betænke.'

Og mens vi tænker over det, har Danmark sagt farvel og meget lidt tak til en ny ambassadør i Tyskland, som end ikke nåede at tiltræde, før han blev sendt hjem, så han ikke kan påvirke FE-sagens opklaring – hvordan det så ellers skulle ske fra en ambassadørbolig i Berlin.

Det forekommer uværdigt og egenrådigt. Men var det så bare det. Det værste er, at det potentielt gør Danmark til et farligere sted.