Borgerne får muligvis snart flere penge mellem hænderne. Nærmere bestemt 55 mia. kr. efter skat.

Mens de borgerlige partier, erhvervslivet og fagbevægelsen presser hårdt på for at give danskerne deres indefrosne feriepenge, har regeringen været mere afvisende i sagen.

Men nu åbner finansminister Nicolai Wammen (S) for at udbetale de mange milliarder, som ellers skulle være indefrosset fra 2020, og frem til hver enkelt dansker går på pension.

Nicolai Wammen, økonomer og politikere har foreslået, at man udbetaler de indefrosne feriepenge for at få gang i forbruget. Hvad mener du om det?

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer Økonomisk Redegørelse ved et pressemøde i Finansministeriet tirsdag den 26. maj.
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer Økonomisk Redegørelse ved et pressemøde i Finansministeriet tirsdag den 26. maj. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Det er værktøjer, som regeringen også kigger på. Der er en række ting, man kan bringe i anvendelse. Vi ser hele tiden på, hvad vil give mest mening på det konkrete tidspunkt. Men det er en af de ting, vi kigger på,« siger finansministeren på et pressemøde tirsdag.

Han bekræfter, at feriepengene ligger i regeringens pulje af mulige tiltag, der kan sparke gang i dansk økonomi.

I resten af Folketinget er partierne dog mere klar i spyttet.

Både den blå blok, De Radikale og Enhedslisten ser meget positivt på udbetalingen af feriepengene, som oprindeligt blev bragt på banen af fagbevægelsen og erhvervslivet.

DF's Finansordfører René Christensen vil have danskernes indefrosne feriepenge udbetalt hurtigst muligt for at sparke gang i forbruget. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020)
DF's Finansordfører René Christensen vil have danskernes indefrosne feriepenge udbetalt hurtigst muligt for at sparke gang i forbruget. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hos Dansk Folkeparti vil man presse på for, at feriepengene bliver udbetalt hurtigst muligt.

»Det er et nemt og effektivt værktøj til at sætte gang i forbruget. Så det vil være dumt ikke at gøre det. Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen tøver så meget,« siger DF's finansordfører, René Christensen.

For DF-ordføreren er det vigtigste, at de penge, der bliver sendt ud i samfundet, rent faktisk bliver brugt, frem for at ryge ind på en opsparingskonto.

»Det kan man gøre ved at udbetale feriepengene, men vi vil også foreslå at halvere skatten for pensionister året ud. Det er nemlig velkendt, at de med lavest indkomst vil være mest tilbøjelige til at bruge de ekstra penge på kontoen,« siger han.

Udfordringen er, at feriepengene lige nu ligger i pengekassen hos de hårdt pressede virksomheder. Derfor skal staten udbetale feriepengene og efterfølgende kræve dem ind hos virksomhederne over en årrække.

Uanset hvad er det dog en bunden opgave for politikerne at få forbruget op i gear.

Når hjælpepakkerne til erhvervslivet ophører, står et hav af virksomheder nemlig igen på egne ben og må sætte deres lid til forbrugernes købelyst.

Men købelysten er ifølge en netop offentliggjort Økonomisk Redegørelse på samme niveau som under finanskrisen. Derfor bebudede finansministeren tirsdag, at der er nye tiltag på vej for at stimulere forbruget.

»Regeringen er inde i overvejelser om, hvad vi yderligere kan gøre for at give en hjælp til at sætte gang i hjulene, så vi får vores butikker og erhvervsliv gennem den her svære tid,« siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Tiltagene vil blive fremlagt i løbet af sommeren efter politiske forhandlinger.

Få overblikket over genåbningen af det danske samfund. Klik dig videre ved hjælp af pilene: