Endnu en festival er nødsaget til at aflyse som konsekvens af coronavirus.

Denne gang er det den vestjyske festival Rock i Ringkøbing, der har været nødsaget til at aflyse.

Ledelsen bag festivalen havde ellers håbet, at de kunne nøjes med det udskyde til september, men nu er også den plan lagt i graven, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

»vi håbede til det sidste, at situationen udviklede sig, så vi kunne slå portene op til Rock i Ringkøbing lørdag 4. juli med musik og hyggeligt samvær som altid,« siger Jens Hebroe, formand for kulturforeningen bag festivalen til mediet, og tilføjer:

»Men vi følger selvfølgelig lovgivningen, og sikkerheden for vores gæster, frivillige hjælpere, kunstnere og andre har altid førsteprioritet, og myndighedernes beslutning har derfor vores fulde opbakning.«

At festivalen besluttede at aflyse fuldstændigt i stedet for at udskyde til september, skyldes ifølge formanden en række forskellige ting.

Beslutningen blev dog endegyldigt truffet efter at have vendt situationen med kunstnerne, leverandører og de involverede foreninger.

Ligesom mange andre festivaler, håber Rock i Ringkøbing, at alle dem, der har købt billet til den nu aflyste festival i 2020, har lyst til at beholde den og bruge den i 2021 i stedet.

På den måde er den traditionsrige éndags-festivals overlevelsesmuligheder nemlig størst.

Vil man hellere have refunderet sin billet, er dette også muligt.

Jens Hebroe oplyser, at Rock i Ringkøbings billetudbydere kontakter billetkøberne på mail i løbet af de næste par uger med yderligere informationer.

Blandt andet Carpark North, Citybois og Outlandish skulle have spillet på Rock i Ringkøbing 2020.