Vil du gerne være minister?

B.T. giver dig her tre gode råd til at opnå den fremtrædende post,

Det vigtigste er, at du skal du melde dig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) eller Venstres Ungdom som 14-15-årig.

15 ud af 20 ministre har en fortid i DSU, og to af de fem, der ikke har, har tilbragt deres ungdom i SF eller Enhedslisten, hvor de også var med i ungdomsorganisationerne.

Dermed er der kun to, der har været socialdemokrater hele tiden, som ikke er oplært i DSU: Justitsminister Nick Hækkerup og transportminister Benny Engelbrecht.

Og optageområdet er ret lille. DSU er gået fra at være en meget stor til en meget lille organisation. I 1930'erne havde foreningen næsten 40.000 medlemmer. Nu har den knap 2.000.

Denmark's Prime Minister Mette Frederiksen attends a special European Council summit in Brussels on February 20, 2020, held to discuss the next long-term budget of the European Union (EU). (Photo by Ludovic Marin / AFP)
Denmark's Prime Minister Mette Frederiksen attends a special European Council summit in Brussels on February 20, 2020, held to discuss the next long-term budget of the European Union (EU). (Photo by Ludovic Marin / AFP) Foto: LUDOVIC MARIN
Vis mere

Chefen, der udpeger ministrene, statsminister Mette Frederiksen, er også selv oplært i DSU.

»Kun en tåbe glemmer, hvor man kommer fra,« sagde Mette Frederiksen i sin tale til DSUs 100-årsjubilæumsreception på Arbejdermuseet i København 8. februar.

»Mange af de mennesker, jeg senere hen har mødt i mit politiske liv, er jo også gamle DSU’ere. Og uanset om de så var aktive samtidig med, jeg selv var det, eller de var det på et andet tidspunkt, så har man et fælles udgangspunkt,« siger Mette Frederiksen til piopio.dk.

Mette Frederiksen bliver medlem af DSU som 15-årig, mens Henrik Sass Larsen er formand. Hun bliver amtsformand for DSU Nordjylland, sidder i hovedbestyrelsen, er aktiv i Dansk Ungdoms Fællesråd og arbejder som ungdomskonsulent i LO. Hun møder i byens ungdomsafdeling Morten Bødskov, nu skatteminister, og Rasmus Prehn, nu minister for udviklingsarbejde. Kommer i DSUs hovedbestyrelse og forretningsudvalg og møder Martin Rossen, nu stabschef i Statsministeriet.

»Man møder andre unge, der interesserer sig for samfundet, skaber stærke venskaber, netværk og nogle gange mere. Min hustru og jeg har jo som mange andre også mødt hinanden der,« siger Peter Strauss Jørgensen, der er særlig rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen og gift med uddannelsesminister Ane Halsboe Jørgensen.

»Danmark har fået sin første DSU-regering,« skriver Helle Thorning-Schmidts tidligere rådgiver Noa Reddington på Twitter 27. juni 2019, da den nye regering ser dagens lys.

Mette Frederiksen præsenterer torsdag d 27.06.2019 sin socialdemokratiske mindretalsregering på Amalienborg i København.
Mette Frederiksen præsenterer torsdag d 27.06.2019 sin socialdemokratiske mindretalsregering på Amalienborg i København. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Det minder om en sekt som Jehovas Vidner. Det kan være farligt for demokratiet, at de, der skal lede landet, kommer fra så lille en kreds,« siger lektor i politilogi Johannes Andersen, der selv har undervist flere af de nuværende ministre i Aalborg. For eksempel Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil, der sammen skrev bacheloropgave om prostitution.

»Kun tre pct. af befolkningen er medlem af politiske partier. Der ligger demokratiske faldgruber i dette. En af dem er, at den måde, man rekrutterer på, gør, at de udvalgte står mere og mere snævert i deres verdensbillede. Nogle vælger politik som en karriere og læser statkundskab, jura eller politik og administration.«

»DSU er nøglen og omdrejningspunktet for deres netværk. Det får også problemer til at glide lettere i en organisation, eksempelvis en regering, når de fleste kender hinanden godt i forvejen,« siger Johannes Andersen.

Næste vigtige punkt er en relevant universitetsuddannelse, helst statskundskab.

En af dem, der har gjort det helt rigtigt, er boligminister Kaare Dybvad.

Han var formand for DSU i Holbæk fra 2002 til 2003, så formand for DSU i Vestsjællands Amt og endelig i Region Sjælland. Fra 2006 til 2008 var han studentermedhjælper for Magnus Heunicke, og i 2012 blev han cand.scient. i geografi. Han blev valgt til Folketinget i 2015 og er nu minister.

Det samme gør sig gældende i Venstres Ungdom. Følgende personer har været formand for VU: Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Carl Holst, Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen, Peter Christensen, Torsten Schack Pedersen og Karsten Lauritzen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, Statsminister Mette Frederiksen og Social- og indenrigsminister Astrid Krag på pressemødet i forbindelse med regeringsseminar på Marienborg mandag den 13. januar 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Udenrigsminister Jeppe Kofod, Statsminister Mette Frederiksen og Social- og indenrigsminister Astrid Krag på pressemødet i forbindelse med regeringsseminar på Marienborg mandag den 13. januar 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Tredje vigtige punkt er at skive en bog om samfundsforhold.

Klimaminister Dan Jørgensen, der er cand.scient.pol., har blandt andet skrevet 'Grøn globalisering – miljøpolitik i forandring' fra 2007, 'Mellem Mars og Venus – EUs rolle i fremtidens verdensorden' fra 2009 og året efter 'Grønt håb – Klimapolitik 2.0'.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, cand.jur., har skrevet 'Den syge kapitalisme' i 2018, mens Pernille Rosenkrantz Theil, der har en bachelor i statskundskab, blandt andet har skrevet 'Hvilket velfærdssamfund' i 2019 og sammen med cand.scient.pol. Ane Halsboe Jørgensen »Det betaler sig at investere i mennesker« (2018),

Cand.scient. Kaare Dybvad har skrevet 'De lærdes tyranni' fra 2017 og 'Udkantsmyten' fra 2015.

Murersvend og nu integrationsminister Mattias Tesfaye har skrevet 'Kloge hænder – et forsvar for håndværk' og 'Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik'.