Jeg må indrømme, at jeg er lidt skuffet over den aktuelle sæson af ’Badehotellet’.
Selvfølgelig skal det ikke ses som mere end et hyggeligt lystspil, og der er masser af små sjove detaljer og fantastiske karakterer til, at det er værd at følge med i.
Jeg havde nok bare forventet, at der kom mere på spil, nu hvor handlingen er ført ind i Anden Verdenskrig.
Eller, der er jo en egentlig mange ting, der har potentiale til at gøre ondt på de selvoptagede badehotelsgæster.
Det er bare, som om de danser alt for let hen over de værste problemer.
Tag min yndlingskarakter, Hr. Weyse, her i fjerde afsnit.
Han vil så nødig være politisk og løber frem og tilbage mellem nazisterne og Hr. Flügelhorn.
I afsnit fire opdager Hr. Flügelhorn, at han har optrådt for fjenden, og melodramatisk overvejer Hr. Weyse selvmord.
Til sidst bliver han igen-igen reddet på målstregen og ender afsnittet lalledeglad foran klaveret.
Kunne Hr. Weyse ikke snart komme bare lidt galt af sted?
Det samme med Grosserer Madsen, der ikke kan se noget problem i at samarbejde med værnemagten, så længe der er penge i det.
Han kommer også alt for nemt omkring tingene, og man kan kun håbe, at hjemvendte Morten, der ligner en kommende modstandmand, får givet Hr. Madsen en endefuld.
Til gengæld er det fedt, at man hele tiden planter små faktuelle ting fra historiebøgerne, som når Hr. Auerland læser op af virkelighedens udenrigsminister Scavenius’ indsættelsestale fra den 8. juli 1940.
Den kontroversielle tale markede dengang overgangen fra en passiv samarbejdspolitik til en direkte positiv.
Noget, som de danske modstandsfolk til sidst fik nok af.
Ligeledes kommer fællessang-stævnerne på banen i form af Fru Vetterstrøm, der opfordrer resten af gæsterne til at tage med til Skagen og synge fædrelandssange.
Konceptet begyndte netop i Nordjylland i sommeren 1940 og kulminerede den 1. september samme år med et landsdækkende event, hvor blandt andet 150.000 danskere mødtes og sang fædrelandssange i København.
Og her kommer endnu en af mine anker. For nu hvor ’Badehotellet’ efter syv sæsoner har vokset sig til at være et decideret tv-fænomen i Danmark, så kunne TV 2 godt skrue lidt op for ambitionerne rent scenografi-mæssigt.
Alt for mange scener foregår på selve badehotellet. Hvorfor ikke skrue op for produktionsværdien og for eksempel lave en scene i Skagen med flere hundrede statister til fællessang? Tør I ikke, TV 2?
Selv når man endelig er ude af hotellet og til festmiddag hos nazisterne, mistænker man, at det er samme hotelkulisse bare med en anden lyssætning, nye gardiner og andre billeder på væggene.
Måske er det meningen, at ’Badehotellet’ skal illustrere, at danskerne bare ikke gik særlig meget op i krigen til at begynde med, måske skal man bare ikke læse så meget ind i det? Nogle gange kan det bare virke, som om de små kærlighedshistorier kommer til at fylde lidt for meget af handlingen.
Men, men, men. Alt er ikke til hundene. Det er sjovt, at Hr. Dupont forsøger at indføre brunch lang tid før, det bliver en ting i Danmark. Og fejler.
Det er også sjovt, hvordan Fru Weyse håndterer sin mands teatralske sider og blandt andet afviser hans lyst til at drukne sig ved at sige, at havet er alt for koldt.
Der er to afsnit tilbage af denne sæson af ’Badehotellet’, og nu må de mørke skyer, som de påstår har trukket sig ind over hotellet, godt snart begynde at skyde med lyn.
